Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Fem biler var i går impliceret i et harmonikasammenstød i Thisted, forårsaget af en 32-årig mand fra Nykøbing.

Søren Ribens, Midt og Vestjyllands Politi oplyser til Her På Øen, at trafikuheldet skete kl. 15.38 på Aalborgvej ved Kronborgvej.

Den 32-årige mandlige bilist her fra øen blev uopmærksom, da han tabte en cigaretglød. Mens han forsøgte at få styr på gløden, kørte han op bagi den forankørende bil, som igen kørte op i bilen foran, og så fremdeles, fem biler i alt.

Der skete materiel skade på alle køretøjer, og da nogen klagede over ondt i nakken, sendtes et par ambulancer afsted.

Efter tjek på skadestuen kunne alle dog tage hjem igen, uden skader, oplyser Søren Ribens til Her På Øen.