Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

En 61-årig mand fra Mors befinder sig i øjeblikket i kritisk tilstand på Aalborg Hospital, efter at han i går blev slået i baghovedet med en tung genstand.

En 53-årig mand fra Mors bliver i formiddag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for forsøg på manddrab.

Den voldsomme hændelse fandt sted i går søndag kl. 16.33.

Politiet er nøjsomt med oplysninger.

Poul Fink, Midt og Vestjyllands Politi, oplyser til Her På Øen, at den 61-årige blev slået adskillige gange med et tungt redskab.

Han siger også til Her På Øen, at der øjensynligt er tale om eskalerede nabostridigheder.

Ifølge fungerende politikommissær Henrik Skriver Jensen kørte den 61-årige på havetraktor, da han blev angrebet af sin 53-årige nabo.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om geografien, end at det er på landet på Mors, nord for Nykøbing.

Hvilken genstand, der blev slået med, er heller ikke oplyst.

Der var ingen vidner til hændelsen.

 Pressefoto: Rigspolitiet.