Morsø Teater har sæsonafslutning med et både berømt og frygtindgydende hørespil, der opføres i teatret fredag aften den 22. marts.

Her vil publikum kunne opleve fire skuespillere i hele 30 forskellige karakterer, når de opfører en ”live-optagelse” af Tavs Neiiendams berømte og frygtindgydende hørespil.

Forestillingen præsenteres af Morsø Teaterkreds, og  varer ca. 80 minutter.

”En regnvejrsaften sker der en forbrydelse, som vækker uhygge i den store by. Den gamle marskandiser Sonja Schmidt findes kvalt i sin butik. Kort tid efter sker der en lignende forbrydelse, og ofret er denne gang en letlevende pige – ved navn Sonja. Politikommissæren og overbetjenten forsøger sammen at opklare mordene, og bliver hurtigt forvisset om, at begge mord er begået af samme person! Det er også påfaldende, at begge ofre hedder Sonja – men det mest ejendommelige er dog, at man har hørt en kvindestemme synge en bestemt melodi på nøjagtig det tidspunkt og sted, hvor mordene er blevet begået.”

Tavs Neiiendams berømte hørespil skabte gys og rædsel, og endnu mere uhyggeligt blev det, da Bodil Ipsen filmatiserede denne skræmmende historie i 1944. MEN – hvad sker der, når man i 2024 inviterer publikum i salen for at overvære en ”optagelse” af dette hørespil, hvor skuespillerne selv skal lave de mange vigtige, udtryksfulde og ikke mindst uhyggelige lydeffekter? Svaret er – at det kommer der en yderst underholdende og grotesk morsom forestilling ud af!

De fire skuespillere fremfører hørespillet og lægger stemmer til i alt 30 forskellige karakterer, og laver de mange lydeffekter på de mest finurlige måder, som – når man ser, hvordan de laves – bliver hylende morsomt, men når man hører dem, giver det fuldstændigt korrekte lydbillede af den handling, der udspiller sig. Publikum kan derfor se frem til en aften, der bestemt får dem til at gyse, men også får dem til at skrige – af grin!

Manuskript Tavs Neiiendam
Instruktion Jakob Fauerby
Musikindspilning Kenneth Sichlau

Teknisk afvikling TekTeam
Grafik Weigang Photography
Forestillingen er produceret af Cornelius Teaterselskab

Billetter kan købes på www.morsoeteaterkreds.dk

Pressefoto: Nicolaj Cornelius.