Bestyrelsen i Ørding Friskole har sendt invitation ud til foreninger og virksomheder på hele Sydmors.
Her skal stemningen for et udviklingsprojekt vejres blandt de lokale.
Mødet afholdes på Blidstrup Efterskole onsdag aften 29. september, og alle, der bor i Ljørslev, Centrum, Ørding, Emb, Blidstrup, Øster Assels, Vester Assels og Sillerslev er inviteret med.
Lene Sejbjerg, der er med i bestyrelsen i Ørding Friskole, forklarer overfor Her På Øen om mødet:
- Det er første step i at undersøge, om der er opbakning til, at vi sætter fælles fokus på udviklingen her i området. Mødet vil se på de gode ting ved at bo lige præcis her og hvad vi kan gøre i fællesskab for at få området til at stå endnu stærkere og være attraktivt for nuværende beboere og tilflyttere.
På mødet vil landsbyudvikler Jeanette Lund Houe fortælle om fordele og ulemper ved at være en landsbyklynge, og Marianne Gade fra Jerslev i Nordjylland fortæller om, hvordan de har skabt udvikling i byen.
Derefter vil deltagerne kigge på områdets styrker, svagheder, muligheder og trusler og der sluttes af med at finde de indsatsområder, der skal arbejdes med. Endelig vil der blive præsenteret en ramme for et muligt kommende samarbejde mellem byerne.
Lene Sejbjerg fortæller, at der er inviteret bredt.
- Mødet er for dem som bor i området, er erhvervsdrivende og foreningsaktive. Så alle, der brænder for vores lokalsamfund og gerne vil være med til at udvikle området, er velkomne, siger hun.
Pressefoto tilsendt Her På Øen.