Kulturmødet Mors har i ti år været Danmarks samlingssted for samtaler om kunst og kultur. I 2023 kan publikum glæde sig til at møde nordiske kunstnere og talere fra både Grønland, Island, Færøerne, Danmark, Sverige og Norge. Det er med en 3-årig donation fra A.P. Møller Fonden på i alt 3,9 mio. kr., at Kulturmødet fremover vil bringe nordiske kulturaktører, forskere og kunstnere til Mors.
Kulturmødet Mors har sendt Her På Øen denne pressemeddelelse.

Kulturmødet blev afholdt for første gang i august 2013 i Nykøbing Mors og i år oplevede 32.000 danskere i alle aldre et program med mere end +500 arrangementer. I 2023 markeres Kulturmødets 10-års jubilæum med et udvidelsen af et nyt nordisk program med nordiske kunstnere, forskere, kulturaktører og nordiske unge. A.P. Møller Fonden støtter Kulturmødets nordiske programspor med 1,3 mio. årligt i 3 år.

Det nordiske perspektiv skal berige den nationale kulturdebat med inspiration og nye netværk og bidrage med indhold, der øger bevidstheden om de nordiske lande, og sikrer de nordiske sprog plads i samtalerne.

– Kulturmødet er en national begivenhed, men med globale dagsordener som ligestilling, klima og sundhed, så føles det naturligt at række ud til vores nordiske nabolande. Vi glæder os til at fejre vores jubilæum med et nyt nordisk program, som skal gøre publikum klogere på den nordiske kulturarv og de nordiske lande – hvad kan vi lære af hinanden? Hvordan opleves klimakrisen i Grønland? Hvordan står det til med de unges mentale trivsel på Færøerne? I en verden i forandring er det interessant at forstå Nordens rolle i en international kontekst og undersøge hvilken fremtid, der tegner sig, udtaler direktør for Kulturmødet Trine Bang.

Nordisk forsamlingshus for unge

Næste generation har altid haft en central plads på Kulturmødet. Danmark summer af stærke unge meningsdannere, kunstnere og kreative ildsjæle, der aktivt bruger kunst og kultur til at tage stilling til verdenen. Nu vil Kulturmødet invitere nordiske unge til at være med.

– Vi tror på, at det nordiske fællesskab forplanter sig, når mennesker mødes fysisk og taler sammen. I en tid, hvor vi skal åbne os for verden, men i et bæredygtighedsperspektiv rejse mindre, så er det målet, at næste generation opdager de nordiske nabolande som nye rejsemål, og mærker glæden ved at indgå i skabende fællesskaber som del af rejsen, fortæller direktør for Kulturmødet, Trine Bang.

Kulturmødet ønsker i fremtiden at være kendt som et nordisk forsamlingshus, hvor tanker, ideer, erfaringer og best-practice på tværs af Norden flyder frit mellem kulturaktører, kunstnere og helt almindelige borgere. Kulturmødet som forsamlingshus gælder særligt for udvekslingsprogrammet med de nordiske unge, der under Kulturmødet bor i CAMP NORD og er medskabere af programmet.

 

For borgmester Hans Ejner Bertelsen er glæden over den flotte støtte også stor.

– Tit bliver jeg spurgt om en investering i Kulturmødet gør en forskel for Mors. Det kan jeg tale længe om. Hvordan det er med til at skabe lokal stolthed, identitet og udvikling. Kulturmødet er ikke blot tre dage i august. Kulturmødet sår frø, der vokser til noget, der er langt større. Det gælder både, når Kulturmødet inviterer til Børnenes Kulturmøde for alle lokale børn og besøgende og Kulturmødet sammen med Ung Kult baner vejen for et spændende ungdomsliv på Mors. Nu glæder jeg mig til at opleve, hvordan et nordisk fokus på de næste år kan berige med endnu flere spændende oplevelser og samtaler til Mors”

Det endelige program for Kulturmødet 2023 vil blive offentliggjort i løbet af foråret 2023

Kulturmødet er gratis for alle.

Arkivfoto: Per Bille.