En række stærke projekter kæmpede om at få del i knap en million kroner til mødet med den sidste indstillingsrunde for LAG Thy-Mors. Foreningens midler til lokal udvikling er eftertragtede, og det glæder bestyrelsen. Mødet bød også på en god nyhed om en hyldest for bedste tiltag.

Thy og Mors er steder, hvor lysten til lokal udvikling blomstrer. Det gælder både tiltag, der kan skabe jobs og gøre området til et endnu mere attraktivt sted at bo eller besøge. Det er tydeligt for LAG Thy-Mors, når foreningen skal finde frem til, hvilke af ansøgerne som skal indstilles til at få midler fra de puljer, som foreningen forvalter.

Og indstilles skulle der forleden, da bestyrelsen for LAG Thy-Mors var samlet til møde i Vestervig Agger-Hallen. Her skulle foreningen uddele midler og det for sidste gang i sin nuværende form, da en ny forening ifølge reglerne skal dannes efter en årrække.

En million og mange gode projekter

Der var knap en million kroner tilbage at dele ud af og 11 projekter, som havde søgt om midler. Projekterne var på forhånd blevet vurderet af bestyrelsens medlemmer efter et særligt pointsystem. Medlemmerne besluttede på mødet, hvilke projekter der skulle indstilles.
Forkvinde for LAG Thy-Mors, Annette Qvistgaard, kan på vegne af bestyrelsen konstatere, at det var nogle stærke ansøgninger. Denne gang blev det særligt bemærket, at der var mange gode såkaldte rammevilkårsprojekter.

”Vi er i LAG Thy-Mors imponerede over det høje niveau for projekterne, hver gang vi har en runde med indstillinger. Denne gang var bestemt ingen undtagelse. Vi valgte at indstille 6 af de 11 projekter. Om denne indstilling kan vi generelt sige, at Mors var flot repræsenteret med ansøgninger, og der var mange gode rammevilkårsprojekter som netop er særlig vigtige til at understøtte det gode liv i et landdistrikt. For at få en balanceret udvikling er der netop også brug for, at vi styrker samarbejde og sociale relationer i små bysamfund”, siger Annette Qvistgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Skrivecafé blev hyldet nationalt

Seks projekter fra Thy og Mors blev indstillet til at få midler til puljen. Blandt andet var der opbakning til at indstille ansøgningen til en delvis modernisering af lejrskolen Bjørneborg på Mors, som flere tusinde børn fra hele landet årligt besøger.

Måske er en af grundene til de mange gode ansøgninger, at LAG Thy-Mors har indført et nyt tiltag med en skrivecafé, hvor ansøgere kan komme og få vejledning i, hvordan de griber det an med at søge midler.
I hvert fald fik koordinator for LAG Thy-Mors, Inger Bøgh Bisgaard stor ros med hjem fra et fælles møde for landets koordinatorer hos Bolig og Planstyrelsen.

”Vi blev alle bedt om at komme med en ting, som vi havde gjort rundt om i vores lokale aktionsgrupper, som fungerede godt, og som vi ville anbefale de andre at gøre. Og her blev vi valgt som det bedste tiltag og hyldet for vores lokale indsats med de praktiske skrive-cafeer”, lyder det fra Inger Bøgh Bisgaard

Næste fokus for de 19 bestyrelsesmedlemmer af LAG Thy-Mors er at samle op på status af den eksisterende strategi for foreningen samt evaluere denne.

Fakta vedr. strategi for LAG Thy-Mors 

Foreningen har rammesat fordeling mellem erhvervsprojekter og rammevilkårsprojekter med 65% af midlerne skal tilføres erhvervsfremme aktiviteter og 35% af midlerne skal gå til rammevilkårsprojekter.

Følgende LAG projekter blev indstillet:

Delvis modernisering af Bjørneborg på Mors, KFUM & KFUK-lejren Bjørneborg, Flade, Mors.

Bjørneborg ønsker at kunne tilbyde lyse, komfortable og moderne faciliteter til især skoler, institutioner, foreninger og private fra hele landet. Bjørneborg har været gennem en omfattende renovering og modernisering siden 2017. Der indstilles midler til at færdiggøre den omfattende renovering med modernisering af sovesalene.

Indstilling kr. 150.000.-

Landsbyudvikling i øjenhøjde, Morsø Handelsstandsforening, Nykøbing. 

Et udviklingsprojekt i landsbyerne på Mors der skal fremme sammenhængskraften mellem land og by på Mors. Projektets helt praktiske omdrejningspunkt vil handle om udvikling af bymiljøet i de små landsbyer på Mors, til glæde for øens butikker, caféer, kunsthåndværkere, de handlende, de lokale og turisterne på Mors. Der indstilles midler til facilitering af projektet.

Indstilling kr. 100.000.-

Udvidelse af lagerfaciliteter til webshop, Spritbørsen ApS, Frøslev, Mors.

Der skal indrettes nyt og større lager. Et lager der skal være optimeret til webshop-salg, med håndtering af paller og pakning til B2C og B2B kunder. Derudover skal der indrettes kontor, mødelokaler og showroom for virksomhedens 2 webshops. I mødelokalet skal der også kunne laves oplevelses-smagninger inden for gin og vin. Det kræver en speciel indretning som også er indeholdt i dette projekt. Der indstilles midler til renovering og inventar.

Indstilling kr. 162.367.-

Generationernes Hus i Nykøbing Mors, DUI Leg og virke (Nykøbing Mors), Nykøbing.

I mange år har Falkereden i Nykøbing været et fast samlingssted for store som små til aktiviteter af den ene eller den anden slags. Men der er behov for at bringe generationerne sammen og lære og støtte hinanden. Derfor skal Falkereden omdannes til ”Generationernes Hus” og gøres attraktiv for samvær og fællesskab.  Blandt andet skal køkkenet ændres til at kunne fungere som undervisningskøkken, huset skal gøres nemmere at færdes i for gangbesværede og der skal etableres et handicap toilet. Der indstilles midler til renovering og køkken.

Indstilling kr. 214.660.-

Energirenovering Heltoften B&B, Heltoften Bed and Breakfast, Flade, Mors.

Med en energirenovering og etablering af toilet og bad i et mindre Galleri der hører til ejendommen, kan Heltoften Bed & Breakfast forøge antallet af sengepladser med 4-6 overnattende og samtid gøre det muligt også at udleje Galleriet udenfor sæsonen. En energirenovering der er til gavn for både klimaet og driftsomkostningerne. Der indstilles midler til renovering.

Indstilling kr. 100.000.-

Bæredygtig overnatning i Thy, Feriehus Thy, Hundborg, Thy.

Der skal skabes et bæredygtigt og attraktivt feriebosted for institutioner og turister i Thy.  Investeringer i solcelleanlæg, luft til vand varmepumpe og elbil-lade stander, der også kan benyttes af lokalbefolkningen, viser vejen til at opnå den grønne profil, som virksomheden er overbevist om, vil styrke og sikre dem en fremtidig vækst. Der indstilles midler til solcelleanlæg og elbil lade-stander.

Indstilling kr. 203.500.-

Artikel og foto fra LAG Thy-Mors til Her På Øen.