Da landet lukkede ned på grund af coronakrisen 11. marts, oplevede sundhedsvæsenet et voldsomt fald i aktiviteten både på hospitaler, i Psykiatrien og hos de praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger i Region Nordjylland. Det er nu stille og roligt ved at rette sig op.
I uge 17 oplevede hospitalerne en stigning i antal henvisninger til udredning og behandling på 43 procent – heraf var der eksempelvis en 30 procent stigning i antallet af henvisninger til kræftpakker. Samtidig var der 17 procent flere indlæggelser, og der er ved at komme godt gang i operationerne igen. For eksempel er ortopædkirurgiske, karkirurgiske og urologiske operationer på Frederikshavn Sygehus gradvist blevet genetableret fra midten af sidste uge, ligesom Skagen Gigt- og Rygcenter igen har åbnet for behandling efter at have været lukket helt ned.
Det glæder formanden for Patientudvalget i Region Nordjylland, Henrik Buchhave (V), at flere patienter nu kan blive udredt for deres sygdomme eller komme i gang med en ventet behandling eller operation.