Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Morsø Kommune vil kæmpe for, at genbrugsbutikken på Nørrebro kan fortsætte med at være der, blot i en anden form end i dag.

Den forestående kamp skyldes Folketingets nyligt vedtagne affaldslov, som ikke tillader kommuner at drive genbrugsbutikker.

 

Morsø Kommune driver i dag en genbrugsbutik på Nørrebro i Nykøbing i kombination med genbrugspladsen.

Det er håbet, at der fortsat vil kunne være en genbrugsbutik på pladsen.

  • Vi er ikke glade for den nye lov. Vi havde gerne set, at kommunen fortsat kunne drive genbrugsbutikken, for vi synes, at den sammen med genbrugspladsen både har en vigtig funktion, og udfylder et behov, fastslår Teknik- og Miljøudvalgsformand, Meiner Nørgaard overfor Her På Øen.

Derfor vil Meiner Nørgaard nu undersøge mulighederne.

  • Jeg ved ikke, om loven kommer, fordi private hjælpeorganisationer er kede af ”konkurrencen” fra kommunale genbrugsbutikker. I hvert fald vil en model, hvor vi giver et eventuelt overskud af butikken, til lokale væresteder, kunne fjerne dén knast, siger Meiner Nørgaard videre.

 

Han er i gang med at kigge på en løsning, hvor det beskedne overskud af Morsø Kommunes genbrugsbutik doneres til Perlen Café og Værested og SIND-Huset.

  • På den måde vil det gavne både borgerne, klimaet og miljøet og sårbare borgere, tilføjer Meiner Nørgaard:

Borgerne kan fortsat levere brugte møbler og andet til genbrugsbutikken, brugbare brugte møbler og andre ting går ikke tabt, men bliver genbrugt af andre og brugerne af værestederne får en ekstra skilling at gøre godt med.

Meiner Nørgaard håber, at Morsø Kommune vil få lov at køre genbrugsbutikken i dén model.

 

Den nye affaldslov gælder fra 1. juli, men kommunerne kan bede om et års henstand til at få udtænkt nye muligheder.

Morsø Kommune har bedt om henstand.

Pressefoto HPØ