Spændende, medrivende, interessant, tankevækkende. Rigtig gode råd til forældre, var hvad en tilskuer kunne berette efter, at have hørt “Far og søn taler ud”. Foredraget med Peter og Julius Mygind foregik i Arenaen i Nykøbing, og handlede om det misbrug, som Julius var kommet ud i.
Først var alle 8. klasses elever fra hele Mors samlet om dagen, hvor Julius fortalte om, hvordan han havnede i sit misbrug, da han op gennem skoletiden fra han gik i 3. klasse manglede selvværd. Misbruget overtog helt hans liv og han traf en masse dumme valg. Eleverne var optaget af, hvor langt han var ude, inden han fik hjælp og om de gener, han i dag må leve med på grund af sit misbrug. De unge mennesker kom med mange tilbagemeldinger og spørgsmål bagefter.
Om aftenen var det forældrenes tur til at høre 2 x Mygind, hvor far og søn delte ud fra hvert sit synspunkt om, hvordan vi får skabt en god dialog med vores unge. De fortalte hudløst ærligt om hvilke konsekvenser misbruget havde for dem som familie.
Ungdomsskolen Morsø og SSP Mors var arrangør og Lions Club Morsø samt Lions Club Salling/Mors var sponsorer.
Tekst og foto fra LIons Mors til Her På Øen.










































