Af Dorit Glintborg
To medarbejdere på Morsø Kompetencecenter fik onsdag eftermiddag overrakt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års indsats.
Det var Morsø kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen, der overrakte de flotte medaljer i overværelse af 50 tilhørere i lokalet på N. A. Christensensvej i Nykøbing.
Han takkede varmt for indsatsen i Morsø Kommune igennem 40 år.
De to medaljemodtagere er Jean Futtrup og Jette Hansen.
Jette Hansen begyndte i Jobhuset den 23. november 1981, og efter 33 år der, startede hun 15. december 2014 på Morsø Kompetencecenter.
I sin tale roste Hans Ejner Bertelsen Jette Hansen for at være et ordensmenneske, der er meget omhyggelig med opgaverne, og ovenikøbet er en god kollega og ven.
Jean Futtrup begyndte i Jobhuset den 23. marts 1981 og var der i 33 år. Den 15. december 2014 kom han til Morsø Kompetencecenter.
- Du har en positiv indstilling til tingene, og du er stabil og hjælpsom, roste Hans Ejner Bertelsen, der også hæftede tillægsordene ”arbejdsom, pligtopfyldende og loyal” på Jean Futtrup.
Jette Hansen og Jean Futtrup fik fra borgmesteren desuden et stort tillykke med jubilæet og medaljerne, samt en kæmpe tak for foreløbig 40 års indsats i Morsø Kommune.
Her På Øen har desværre ikke et billede af Jette Hansen, men på redaktionens arkivfoto her ses Jean Futtrup ved en begivenhed i SIND-Huset i Nykøbing sidste sommer.
Her På Øen lykønsker med medaljerne.











































