Af Dorit N. Glintborg
Nyhederne står nærmest i kø i Havnegade 4A i Nykøbing, hvor Kasper F. Iversen for kun et halvt år siden slog døren op til massageklinikken, Fysisk Flow.
Den unge morsingbo har nu samtlige eksaminer i hus, og det, at han dermed er RAB-godkendt betyder, at kunden har garanti for, at den faglige baggrund er i orden.
En milepæl hos Fysisk Flow i Havnegade var det for godt en uge siden, da Kasper F. Iversen kunne introducere sin første laser.
Med laseren kan han give smertefrie behandlinger.
- Lyset fra laseren stimulerer blodcirkulationen, samtidig med at inflammationen dæmpes, fortæller Kasper Iversen til Her På Øen.
På den måde får de skadede celler omkring den pågældende skade i kroppen tilført energi, som accelererer kroppens naturlige reparationsproces.
Kasper Iversen venter sig meget af laseren.
Næste nyhed i Havnegade er, at der er blevet sat en ny dør op i klinikkens lokaler som afløsning for det tidligere forhæng. Det er nu ikke så meget selve døren, der er den store nyhed. Nærmere det, som fremover vil være at finde bag den.
Her vil audiolog Jacob Spalding, Jacob’s Hørecenter, der tidligere har haft klinik i Nykøbing, fra februar have til huse den første mandag i hver måned.
- Det giver god mening at have et behandlerrum hos Kasper Iversen, for vi hjælper på hver vores måde begge to vores medborgere til at have det bedre, siger Jacob Spalding til LigeHer.nu
Fjerde og foreløbigt sidste nyhed i Fysisk Flow er, at Kasper Iversen fremover vil være en del af Benefit Viborg Fysioterapihus to dage i ugen.
- Det er for at få min kalender fyldt ud, indtil jeg har kunder nok i Nykøbing, forklarer han til Her På Øen.
Det vil være onsdag og torsdag, at Kasper Iversen arbejder i Viborg, og ugens andre dage i Nykøbing.
Mandag den 3. februar har Jacob Spalding sin debut i sit behandlerrum i Havnegade 4A, hvor han tilbyder gratis høretests. Samme dag tilbyder Kasper Iversen i Fysisk Flow en gratis laserbehandling til de gæster, der kigger ind til åbent hus i øens stadig nye massørklinik.
Foto: Her På Øen.