Et gribende drama om en skelsættende kvinde i dansk historie.
Sådan beskrives Teatret Møllens dramatisering af Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman, Margrete 1, der den 6. december vises på Morsø Teater.
Det er en forestilling om Margretes vej til magten og en beretning om de strabadser og prøvelser, hun måtte gennemleve – både som barn, som mor og som dronning.
Forestillingen dykker ned i Margretes fascinerende historie og er instrueret af Rasmus Ask, der også har stået bag forestillinger som “Haabet” og “Det ensomme hjerte”. På scenen står den Reumert-vindende Emma Silja Sångren, Mette Gregersen og Teatret Møllens egen Connie Tronbjerg, der i fællesskab kaster nyt lys over en af danmarkshistoriens største skikkelser.
MARGRETE I er et historisk og psykologisk drama for alle interesserede i historie, politik eller stærke kvindelige karakterer.
Billetter købes på www.morsoeteaterkreds.dk eller ved indgangen eller på Turistbureauet.