Af Dorit N. Glintborg
Politiet har haft en travl weekend, især med mange spiritus- og narkokørsler i området.
En håndfuld bilister blev fredag stoppet på Gammel Ålborgvej i Thy.
Deriblandt en 25-årig kvinde fra Tæbring-området. Kl. 20.57 fredag blev hun sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Desuden var hun i besiddelse af 0,5 gram hashmix.
På Ringvejen i Nykøbing stoppede patruljen kl. 01.15 natten til lørdag en bil, ført af en 22-årig mand fra Nykøbing. Han blev skønnet påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.
Søndag aften var det en 20-årig mand fra Sejerslev, der blev bragt til standsning i sin bil på Åsvej i Thy. Manden var under påvirkning af euforiserende stoffer, og bilen var ikke hans egen.
Bilens ejer er en ung mand, også fra Sejerslevområdet, og han er sigtet for at overlade føringen af sin bil til en person, der ikke var i stand til at føre den lovligt på grund af stoffer.
Det oplyser politikommissær Henrik Skriver Jensen til Her På Øen.
Pressefoto: Rigspolitiet.