Af Dorit Glintborg

Interessen for at være med i det store håndarbejdsprojekt overstiger Limfjordsteatrets forventninger. Indtil videre har godt 100 frivillige meldt sig til det store projekt med at kreere et magisk og finurligt tekstil-landskab til teatrets næste børneforestilling ”Forvandling”.
– Vi er helt overvældede over interessen, siger teatrets syerske, Lene Bek Nielsen, der er scenograf og tovholder på projektet, og i en pressemeddelelse udtrykker stor glæde over interessen.

I øjeblikket er 57 kvinder fra Mors, Thy, Salling, Fur og en enkelt fra London i fuld gang, Dueholmskolen stiller med 45 børn, Daghus Morsø med en gruppe, og hver dag kommer flere til.
Projektet går ud på at skabe en tekstil-skov, der både bliver scenografi til børneforestillingen ”Forvandling”, og som skal fungere som en selvstændig installation. Den bliver ni meter lang, seks meter bred og to-en-halv meter høj plus en ekstra halv meter til lyssætning.
De frivillige arbejder både sammen og hjemmefra. I lørdags afholdt Lene Bek Nielsen den første workshop.

Foto: Limfjordsteatret.