Af Dorit N. Glintborg
Den aktuelle vejrsituation med i dag mandag sne og fygning gør, at affald ikke alle steder på Mors kan blive afhentet som planlagt.
Morsø Kommune gør på sin Facebookside opmærksom på, at forsinket affaldshentning skyldes, at vejrydningsmandskabet ikke kan følge med.
I den forbindelse oplyser kommunen, at snerydning her på øen prioriteres efter vejklasser, hvor nogle veje ryddes døgnet rundt, mens andre først bliver ryddet, når vintervejret har lagt sig.
Har man ikke fået afhentet affald, og er det i vejen for én, kan man sætte beholderen ved den nærmeste ryddede vej.
Men ellers afventer man bare, indtil skraldemændene kommer ud som vanligt.
I øvrigt skal man huske selv at holde vejen til affaldscontainerne ryddet for sne, så skraldemanden kan komme frem.
At holde en vej, et fortov eller en indkørsel fri for sne netop i dag mandag er noget af en opgave for såvel professionelle som private, da det både fyger og sner.








































