Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Det er ikke alle, der glæder sig til nytårsaften. Nærmere bestemt til fyrværkeriet, der sandsynligvis og traditionen tro vil brage og lyse mange steder.

Blandt dem, der ikke ser frem til i morgen aften, er mange firbenede, og dem kerer Martin Gade Kristensen sig om.

Han er indehaver af Lilleriscenter Morsø Dyrepension & Internat, og desuden medlem af bestyrelsen i Hundens Tarv.

På dyrepensionens Facebookside konstaterer han, at den nye fyrværkerilov ikke fungerer optimalt, idet mange allerede er begyndt at affyre fyrværkeri inden nytårsaften.

Han mener også, at loven vil være umulig at administrere, da lovovertræderne oftest er langt væk, når politiet kommer frem.

 

  • Dyr og krigstraumatiserede mennesker lider massivt, fastslår Martin Gade Kristensen, og han kommer med følgende opfordring:

 

  • Skal der absolut være fyrværkeri nytårsaften, så burde det arrangeres i kommunalt regi ved årsskiftet kl. 24.00 og det skal være slut med salg til private og affyring af fyrværkeri for private.

 

 

Her På Øen kan tilføje, at Midt og Vestjyllands Politi ifølge sin hjemmeside i perioden 25. – 29. december 2024 har modtaget 86 anmeldelser om ulovligt brug af fyrværkeri inden årsskiftet. Af dem er kun to endt med en sigtelse mod lovovertræderne.

Pressefoto: Dyrenes Beskyttelse.