Af Dorit Glintborg
Der er gensidig glæde hos køber og sælger.
MTH Biler i Nykøbing glæder sig over at have modtaget ordre på 10 nye hybridbiler fra Morsø Taxi & Turisttrafik, der på sin side glæder sig til at modtage de nye biler.
Kasper Kristensen fra MTH Biler fortæller til Her På Øen, at de første syv nye Toyota Corolla Hybrid ér ankommet til bilforhandleren på Fruevej, og at man her sætter stor pris på det gode samarbejde med det lokale vognmandsfirma.
- Det er meget vigtigt med lokal opbakning. Samtidig glæder det os, at kunderne på den måde tager imod vores grønne omstilling, siger Kasper Kristensen til Her På Øen.
Hos Morsø Taxi & Turisttrafik glæder Martin Haar Josefsen og resten af holdet sig til at modtage de spritnye køretøjer.
Om dét at lægge ordren lokalt, siger kørselslederen lige ud:
- Hvis vi ikke bakker op om hinanden, er der jo ingenting.
Sammen med købet af de 10 nye hybridbiler, leverer Morsø Taxi & Turisttrafik syv dieselbiler til MTH Biler.
Med de ti nye hybridbiler, kommer vognparken til at bestå af i alt 20 hybrider.
MTH Biler regner med at kunne overdrage alle 10 biler indenfor 14 dage.
Her På Øen følger op til den tid.
Foto: MTH Biler.











































