Folketinget har nu vedtaget en modernisering af lukkeloven, som bl.a. giver butikker i mindre byer lov til at holde åbent på lukkedage som f.eks. årets helligdage.
Butikslivet og udviklingen af danske lokalsamfund får nu et stort skub i den rigtige retning.
Folketinget har nemlig stemt for en modernisering af lukkeloven, som vil bane vejen for mere handelsliv, flere arbejdspladser og en styrkelse af den lokale turisme i Danmarks mindre byer.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet:
”Liv, vækst og arbejdspladser er helt afgørende for udviklingen af vores lokalsamfund. Men lukkelovens regler er ikke fulgt med tiden. De er i stedet blevet en sten i skoen for det lokale erhvervsliv. Det går ikke. For i de mindre byer har det stor betydning, at købmanden og tøjbutikken er åben. Med moderniseringen fjerner vi mange af de benspænd, som har stået i vejen for åbne butikker og lokal opblomstring. I dag er derfor en god dag for Danmark, hvor vi tager et stort skridt mod, at vores land også hænger sammen i fremtiden.”
Dagens vedtagelse betyder, at butikker i bymidter i byer med under 16.850 indbyggere får mulighed for at holde åbent på lukkedage, og det gøres lettere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med arrangementer på lukkedage.
Dermed vil lovændringen formentlig også kunne få betydning for butikker her på øen.
Arkivmodelfoto: Her På Øen.

















































