Limfjordsteatret er i fuld gang med planlægningen af projekt ”Artist in Residence” for børn og unge i Morsø og Thisted kommuner
Lokale kunstnere fra Mors, Thy og omegn inviteres nu med i et nyt kunstprojekt. I samarbejde med Morsø og Thisted kommuner sender Limfjordsteatret et ”Open Call” ud og inviterer lokale kunstnere til at deltage i projekt ”Artist in Residence – år 2”. Projektet er støttet af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning og skal skabe spændende og udviklende kunstprojekter for børn og unge i lokale daginstitutioner og skoler.
– Med et Open Call inviterer vi kunstnere til at byde ind i projektet med afsæt i deres egen kunstfaglighed. Vi er i fuld gang med at planlægge projekter for skoleåret 2024-2025, og man kan byde ind ved at skrive om sit kunstneriske virke og relevante erfaringer. Måske man har idéer til et projekt, man ønsker at lave eller en konkret målgruppe, man har ønske om at arbejde med, siger Charlotte Olling Rebsdorf, der er teaterpædagog og projektansvarlig for projekter på Limfjordsteatret Mors.
I begge kommuner glæder man sig over at være med til at styrke børn og unges adgang til kunst og kultur.
– Med vores deltagelse sigter kommunen mod at styrke fællesskabet og den mentale trivsel gennem kreativ og kunstnerisk udfoldelse, siger Helle Mogensen, kulturkonsulent i Morsø Kommune i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Limfjordsteatret kommer til at stå i spidsen for koordineringen af Open Call og planlægningen af aktiviteterne for det kommende år. Aktiviteter, som de fastansatte på Limfjordsteatret også er en del af.
Projekterne tænkes som korte indstik i børnenes hverdag. De interesserede kunstnere skal senest 10. marts sende deres ansøgning til post@limfjordsteatret.dk og mærke den ”Artist in Residence”.
Pressefoto.