Palmesøndag, 24. marts slår Strømpehuset i Øster Assels dørene op for en udstilling, der rummer ikke mindre end 49 fotos, hvis motiver alle er hentet i lokalområdet.
I årets løb er alle blevet opfordret til at tage billeder med deres mobiltelefoner, når de har bevæget sig rundt på egnen på Sydmors.
De er løbende blevet præsenteret på Facebook-siden ”7990 i billeder”. Det er blevet til flere hundrede fotos, og det er blandt alle disse bidrag, at et udvalg af billederne nu vises i Strømpehuset. De er udvalgt af pressefotograf Bo Lehm og Lene Shannon og er delt op i fem kategorier fra hhv. områderne Blidstrup, Hesteørodde, Sillerslev, Thissinghuse og Øster Assels.
I hver gruppe er fundet et vinderbillede.
– Jeg håber, at rigtig mange vil kigge indenfor i Strømpehuset og se resultatet. For mange lokale giver billederne helt sikkert anledning til genkendelse og samtale, og for udefrakommende giver de et rigtig fint indtryk af den egn, de repræsenterer – kysten og fjorden, kulturlandskabet og de folk, der bor her, siger Lene Shannon.
Da kriteriet for konkurrencen var, at billederne skulle tages med mobiltelefon, skal man ikke forvente, at alle billeder af er højeste tekniske kvalitet.
– Men mindre kan også gøre det, hvis det opvejes af motivet, eller det på anden måde er godt set, siger Lene Shannon i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Udstillingen er afslutningen på projektet ”Mit lokalområde i foto, musik og fortælling”, som sidste år bød på en række fortælleaftener på egnen.
Udstillingen afslutter projektet ”Mit lokalområde i foto, musik og fortælling” støttet af Region Nordjyllands Kulturfond ”Kultur i nærheden”. Foruden foto-delen har der i 2023 været afholdt fortælleaftener i hver af de nævnte områder, hvor fortæller Else Mathiassen og folkemusiker Lars Kristensen har fortolket dele af egnens historie; eller lokale har fortalt om deres egen opvækst og folk og fæ på den pågældende egn. Alle arrangementer har været yderst velbesøgte.
Arkivfoto.