Få del i 100.000 vis af kroner fra lokale fonde i opløsning
Det kan godt betale sig at sende en ansøgning nu til fonden Børnehjælpsdagen i Nykøbing Mors, der kan hjælpe vanskeligt stillede børn, unge eller handicappede. Fonden Morsø Samvirke kan også søges nu, hvis man vil skabe udvikling på Mors inden for erhverv, kultur eller på det sociale plan og både foreninger og private kan ansøge
I år lukker og slukker den lokale fond ‘Børnehjælpsdagen i Nykøbing Mors’. Den har siden 1950 haft til formål at uddele midler til foreninger, enkeltpersoner og arrangementer, der hjælper med bedring af vanskeligt stillede børns, unges og handicappedes forhold i Morsø Kommune.
Ansøg Børnehjælpsdagen i Nykøbing Mors inden 30. maj
Fonden har gjort en masse godt gennem tiden, og der er stadig over 400.000 kroner at gøre godt med. Så der er mulighed for at få ganske pænt beløb til dem, der ansøger. Ansøgningsfristen er 30. maj 2022.Ved ansøgning fra forening skal sidste afsluttede regnskab medsendes. Derudover skal foreningens CVR-nummer og kontooplysninger oplyses. Der er intet ansøgningsskema.
Ansøgninger kan sendes til mailen: kommunen@morsoe.dk eller pr. brev til adressen: Børnehjælpsdagen i Nykøbing Mors, Morsø Kommune,
Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing Mors.
Ansøg Fonden Morsø Samvirke inden 23. maj
En anden lokal fond, der også er under opløsning, er Fonden Morsø Samvirke. Det er næstsidste år at fonden kan uddele 230.000 kr. blandt årets ansøgere.
Fondens formål er at støtte aktiviteter til fremme af den erhvervsmæssige, kulturelle og sociale udvikling i Morsø Kommune. Det handler altså om noget, der kommer fællesskabet til gode.
Fonden Morsø Samvirke er en selvejende institution, som blev stiftet den 27. april 1979.
Fonden blev oprettet efter Frøken Agnes Møllers testamentariske ønske. Frøken Agnes Møller havde en nær tilknytning til Mors.
Ved ansøgning fra forening skal sidste afsluttede regnskab medsendes. Derudover skal foreningens CVR-nummer og kontooplysninger oplyses.
Der er intet ansøgningsskema. Ansøgningsfrist: 23. maj 2022
Ansøgning (med budget og/eller regnskab) sendes til mailen: kommunen@morsoe.dk eller pr. brev til: Fonden Morsø Samvirke, Morsø Kommune, Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing Mors.
Ansøgere som får tildelt penge fra fondene vil få besked sidst i juni.
Man kan læse mere på Morsø Kommunes hjemmeside, oplyser pressemeddelelsen til Her På Øen.
Pressefoto: Morsø Kommune.