Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Endnu er ingen ukrainske flygtninge landet på Mors via Morsø Taxi & Turisttrafiks ture til Ukraine i sidste uge.

Det oplyser driftsleder Martin Haar Josefsen til Her På Øen.

Forklaringen er den, at ingen af de ukrainere, de lokale busser fik ombord, ønskede at komme med hele vejen til Mors, fordi de havde bekendte i andre dele af landet.

  • Vi satte nogen af i Thy, fortæller Martin Haar Josefsen videre.

På turen fra Mors var de to busser fyldt med tøj og madvarer, skænket af private og erhvervsdrivende fra Mors og Thy.

Allerede i næste uge kører busserne dog igen fra øen med kurs mod Ukraine.

Driftslederen fortæller, at der med denne tur er et ekstra formål, som han ikke ønsker at afsløre endnu.

På spørgsmålet om, hvorfor busselskabet tager sig så håndgribeligt af situationen i Ukraine, svarer Martin Haar Josefsen, at det er for at vise samfundssind.

Her På Øens arkivfoto ses indehaver af Morsø Taxi og Turisttrafik, Leif Andersen.