Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Det er ikke krig, der først falder én i tankerne, når man træder ind i stuen hos Rasmus Selmer.

Der er blomster- og påfugletapet på væggen, der er orkidéer i vindueskarmen, og der er i det hele taget farverigt og varmt.

Med fare for at kategorisere faggrupper, er det heller ikke en typisk soldat, man ser, når man første gang møder Rasmus Selmer.

Ikke desto mindre har den i dag 37-årige mand i flere omgange været udsendt som soldat for Danmark for at deltage i krige i fjerne dele af verden.

I dag har han status af veteran, og han er også førtidspensionist.

Her På Øen har besøgt Rasmus Selmer i hjemmet i Redsted for at høre hans historie.

Man kan på mange måder sige, at Rasmus Selmer har været i god tid med mange ting i sin tilværelse.

Han blev gift som 21-årig, og han fik tilkendt førtidspension som 25-årig.

I 2013 blev han som 26-årig far til sin i dag 11-årige datter, og siden 2016 har det kun været de to.

Militæret var et ungdomsoprør imod sig selv 

Rasmus Selmer er født i Skanderborg i 1987, og det var faktisk en bemærkning fra et fjernt familiemedlem, der ledte ham i retning af en militærkarriere.

For efter at have snakket med veteranen over en kop kaffe, hvor journalisten nærmere har indtryk af at være i selskab med en militærnægter end en veteran, stiller Her På Øen det indlysende spørgsmål: Hvorfor gik du ind i militæret?

• Det var mit ungdomsoprør imod mig selv, lyder svaret over kaffen i Redsted.

Rasmus Selmer uddyber:

• Jeg var imod krig. Da jeg nærmede mig min 18-års fødselsdag, mindede en onkel til min mor om, at nu kunne jeg jo snart risikere at blive indkaldt til session. Han gjorde mig opmærksom på, at hvis jeg i stedet selv meldte mig, så ville jeg have mulighed for at vælge, hvor min værnepligt skulle aftjenes.

Og sådan blev det. Den 18-årige Rasmus Selmer kom i 2006 i værnepligt ved Ingeniørregimentet i Skive, hvor der var fokus på håndværksmæssige evner, og allerede i 2008 var han udsendt som soldat første gang.

Intentionen hos den unge soldat fra entreprenør-enheden i Skive var at hjælpe med at bygge legepladser til børn og genopbygge landet efter krigens ødelæggelser.

Og sådan var det da også. Men sådan fortsatte det ikke. I hvert fald ikke udelukkende.

Kosovo fra 2007 til 2008 var ifølge Rasmus Selmer en rolig mission i et smukt land.

Herefter var han blandt andet i Afghanistan, og fjerde udsending hér i 2010 var en meget hård oplevelse for den lokale veteran.

• Vi oplevede meget hårde tab. Det var kulminationen af Afghanistan-kampagnen, og jeg kom hjem med mange traumer, fortæller han.

I første omgang blev han sendt hjem på en måneds sygeorlov.

• Jeg knækkede. Jeg forsvandt ind i mig selv. Jeg var ikke kontaktbar, og fik en flybillet hjem, fortæller Rasmus Selmer.

Efter en måneds sygeorlov i Danmark, valgte man at sende ham tilbage til Afghanistan igen, for på den måde at kunne følges med sine soldaterkammerater hjem efter endt mission tre uger senere.

På papiret en sympatisk idé, men i virkeligheden blev det fatalt for den unge soldat, for det var ikke muligt at tilbringe tre uger i kampzonen uden at medvirke.

Han vendte efter hjemkomsten tilbage til sin entreprenørenhed i Skive, hvor han var meget glad for at være, men efter få måneders arbejde, gik den ikke længere.

• Jeg faldt sammen. Jeg blev udredt på Rigshospitalet, og diagnosticeret med svær PTSD, fortæller Rasmus Selmer, som siden 2012 har været førtidspensionist.

Inden førtidspensionen gik igennem, var han med egne ord en helt absurd tur igennem Jobcenter-systemet.

Han er sin fagforening, Hærens Konstabel- og Korporal-forening, dybt taknemmelig for hjælpen til at få tilkendt førtidspension, og komme ud af systemet.

Tiltrængt og nødvendig ro gav mulighed for heling 

Da førtidspensionen var tilkendt, kom der ro på situationen for den traumatiserede soldat.

• Så blev der stille. Jeg fik ro omkring mig, og jeg fik lige så stille rejst mig igen. Ikke til den, jeg var før, men til en udgave af mig, der kan fungere, siger Rasmus Selmer.

Arbejdslivet sluttede tidligt for den lokale veteran, men han sætter en ære i at bruge sin tid fornuftigt, og være aktiv, hvor hans fysiske og mentale tilstand tillader det.

Siden 2016 har han været med i mange foreninger her på øen, og han er blandt andet formand for Sydmors Skole- og Børnehus, hvor datteren går i skole.

Datteren er omdrejningspunktet.

• Hun var i den grad et ønskebarn, understreger han i stuen i Redsted

Han fortæller videre, at datteren udgør kernen i hans liv, og at han har lagt sin identitet og selvopfattelse i dét at være far for hende.

Det fører journalisten til det næste uundgåelige spørgsmål til den lokale veteran, nemlig, om han fortryder, at han i sin tid gik militærvejen, når arbejdslivet sluttede så tidligt.

Det spørgsmål kan dog ikke besvares med et simpelt ja eller nej, når man spørger Rasmus Selmer:

• Jeg er ked af, jeg er blevet pensionist og jeg er ked af de skader, jeg har fået. Omvendt er jeg rigtig glad for den person, jeg er i dag, og det liv, jeg har nu.

Som nævnt har Rasmus Selmer posttraumatisk stresssyndrom, som kan dække over flere forskellige lidelser.

For ham er det ensbetydende med daglige mareridt. Desuden er han udfordret af angstanfald og  flashbacks til situationer fra krigene, han har deltaget i.

Derudover har han neurologiske skader i hænder, ryg og ben, hvilket gør ham motorisk svag.

Her er der tale om såkaldte blast-skader. Det vil sige trykbølgeskader fra mineeksplosionerne. Trykbølger så kraftige, at de ødelægger leddene.

• Jeg er ked af mine skader og mine oplevelser, men man siger jo, at vejen til målet former os, og jeg er rigtig glad for mit liv i dag, fastslår Rasmus Selmer i sin lyse og farverige stue.

Udsagnet kommer så overbevisende, at journalisten ikke er i tvivl om dets rigtighed.

Rasmus Selmer har glæde af den lokale Veteranklub Mors. 

Der bliver læst mange bøger i hjemmet i Redsted, hvor der også bygges flotte huse af legoklodser.

I midten af denne drømmefanger ses Rasmus Selmers hundetegn. Han har selv lavet drømmefangeren, og han fortæller til Her På Øen, at han siden da ikke har rørt ved hundetegnet, og heller ikke har i sinde at gøre det. Det sidder fanget i drømmefangerens spind som det mareridt, det på mange måder symboliserer for den lokale veteran.