Af Dorit Glintborg
Nu kommer forestillingen ”Er der plads til mig?” snart til øen.
Bag teaterforestillingen står Lise Pleidrup, som er datter af Dorte Pleidrup og øens tidligere borgmester, Egon Pleidrup.
I september fortalte Lise Pleidrup indgående Her På Øen om sin soloforestilling, som sætter fokus på samfundets holdning til tykke mennesker.
Hun bryder sig ikke om betegnelsen ”overvægtig”, og betegner sig selv som ”tyk”. Og tykaktivist.
Lise Pleidrup færdiggjorde for et halvt års tid siden en tre års uddannelse på Ophelia Skuespillerskole i København, og hun fortalte i september til Her På Øen:
- Tykfobien påvirker mig meget mentalt. Jeg har altid følt mig forkert, fordi jeg er tyk. Som om man skal ændre sig for at blive rigtig.
Lise Pleidrup ønsker mere fokus på, at tykhed også kan ligge i generne.
I ”Er der plads til mig?” bruger Lise Pleidrup sig selv og sine egne oplevelser, og her er vreden en stor del.
En vrede over det samfund, vi lever i, som fordømmer tykke mennesker.
Forestillingen varer en time, og den får flotte anmeldelser overalt.
- Jeg synes, vi bør holde op med at blande os i hinandens kroppe. Mange livsstilssygdomme opstår ikke på grund af tykhed, men på grund af den stress, der følger af at blive set ned på af samfundet som helhed og måske også af den nære omgangskreds.
Soloforestillingen ”Er der plads til mig” af og med tykaktivisten og eksilmorsingboen Lise Pleidrup, spiller på Limfjordsteatret i Nykøbing 17., 18. og 20. maj.
Foto: Marcus Uhre.











































