Morsø Kommune har i dag indviet legepladsen ved Klosterfjorden i Nykøbing.
I flere måneder har der været en indhegnet byggeplads, og her er en farvestrålende legeplads skudt op.
Til indvielsen var øens børnehaver inviteret til at komme med et begrænset antal børn på grund af Covid19-sikkerhed. Østergades Børnehuset og M. C. Holms Skoles Børnehus takkede ja og mødte op.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard roste ved indvielsen samarbejdet omkring det nye anlæg.
– Det er et sted, som vi kan være stolte af, og som kan give en masse timers sjov for både de lokale børn og for besøgende. Det er et stærkt vartegn for Danmarks Skaldyrshovedstad, som man møder, når man kører igennem Nykøbing. Og der skal lyde en stor tak til Nordea-fonden for at være med til at gøre det muligt, og til CADO Legepladser for deres kreative løsninger, sagde Meiner Nørgaard ifølge en pressemeddelelse til Her På Øen ved indvielsen i dag.
De fremmødte børn indviede legepladsen, som er formet i et blødt gummiunderlag, som sikrer en stabil og sikker faldbeskyttelse.
- Mange redskaber er lave og nemme at tilgå, og henvender sig til følesansen og balanceevnen. Større børn kan også stimuleres og udfordre deres klatrelyst, siger landskabsarkitekt i Morsø Kommune, Mette Camilla Brøndberg, der har fundet det spændende at skabe den nye Limfjordslegeplads ved Klosterfjorden.
Det maritime indtryk er blandt andet synliggjort ved nogle store figurer af måger, der er sat op på høje master på legepladsen.
Tiden vil vise, hvordan de levende måger vil synes om deres figurvenner – og de mange børn på den nye legeplads.
Pressefotos: Morsø Kommune








































