Af Dorit Glintborg
Doritglintborg1@gmail.com

Hvidbjerg indvier i morgen fredag sit nye lege- og idrætsområde, Børnenes Actionpark, som er et 0,38 hektar stort område, der er blevet til i forbindelse med landsbyfornyelse af Hvidbjerg.
Arbejdet er gennemført i et samarbejde mellem de lokale borgere og Morsø Kommune.
Af aktiviteter på den nye bane kan nævnes svævebaneture, sandspring og balancetræning.
Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen glæder sig over resultatet af det gode samarbejde.
– Actionparken er med til at gøre området mere attraktivt for børnefamilier og endnu mere sjovt for børn, unge og alle andre der har lyst til at bruge faciliteterne. De får nogle ekstra muligheder for at bevæge sig sammen. Hele forløbet har været et rigtig godt samarbejde mellem kommunen og lokalområdet, hvor alle har gjort en stor indsats, siger Hans Ejner Berthelsen i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Selvom navnet Børnenes Actionpark mest af alt lyder til at være fuld af fart, så handler det også om hygge og natur i den nye offentlige legepark i Hvidbjerg.

Alle er velkomne til indvielsen af anlægget fredag kl. 12 på Næssundvej 325 i Hvidbjerg.