Af Dorit N. Glintborg
Når der i aften er fodboldlandskamp Danmark-Nordirland, er der ingen grund til at sidde bag tv-skærmen inde i stuen.
Der bliver nemlig mulighed for at se kampen på storskærm i Erslev Bypark.
Her har Erslev Beboer- og Erhvervsforening og Erslev Forsamlingshus indhentet tilladelse fra TV2 til at vise kampen.
Det sker i forbindelse med byfesten i Erslev, der netop starter i dag, og kulminerer i morgen lørdag aften med stor teltfest med Kim & Hallo.
- Da vi fandt ud af, at der er landskamp i aften, var vi enige om at forsøge at få bevilling til at vise kampen hér, og det har vi heldigvis fået, fortæller Tina Jensen, Erslev Beboer- og Erhvervsforening til Her På Øen.
Forberedelserne til den store byfest har været i gang længe, og på billedet her ses et af de opstillede telte i Erslev Bypark.
Foto fra Tina B. Jensen til Her På Øen.