Egentlig skulle Frans Kappel Øvre have udstillet nogle af sine billeder fra Mors i januar-februar, men som med så meget andet, satte Corona en stopper for dette. I første omgang blev udstillingen udsat til marts-april, men heller ikke det kunne lade sig gøre.
Men nu sker det.
Med 15 billeder viser fotografen en række af øens landskaber frem i Kirkecentret i Nykøbing. De fleste af er fra kystområderne med den fjord, som gør Mors til noget helt særligt. Der er billeder fra Næssund, Tæbring, Skallerup, Hanklit, Feggeklit, Bjørndrup og mange andre steder.
Billederne er taget i årene 2015-2020, hvor fotografen har vandret især i øens kystlandskaber. Og der er billeder fra alle årstider.
- Vejret spiller en stor rolle, når der skal tages billeder, og det første som fotografen ser på, når der skal tages et foto, er om himlen har karakter med skyer og lys, fortæller Frans Kappel Øvre til Her På Øen.
Med sine billeder forsøger han at videregive sin egen version af den stemning, han finder på stedet.
På nær et enkelt er alle billederne også med i bogen ”Billeder fra Mors – vandringer i kystlandskabet”, som blev udgivet i november 2019. Bogen blev hurtigt udsolgt og efterfulgt af en revideret udgave i maj 2020.
I forbindelse med udstillingen er der endvidere fremstillet en plakat, som fotografen valgte at offentliggøre tidligere på året. Den kan også ses i kirkecenteret.
Foto til Her På Øen fra Frans Kappel Øvre.