Da Kulturmødet Mors for nylig løb af stablen, stod elever fra Nordic Food College i spidsen for at levere mad til stor fællesspisning.
Arrangementet var første skud på stammen i en række events, som afholdes i forbindelse med det danske EU-formandskab.
Nordic Food College på Mors huser både fødevare- og jordbrugsuddannelser, og her undervises eleverne med særligt fokus på værdikæden fra jord til bord. Skolen er selvforsynende på en lang række lækre råvarer, og det afspejlede sig også i maden, der blev serveret til fællesspisning, som bestod af squashdeller og grøn, kold kartoffelsalat.
Som noget særligt blev middagen åbnet med poetry slam, ligesom måltidet var udviklet og tilberedt med afsæt i digtets temaer, og havde til hensigt at fungere som samtalestarter blandt de fremmødte. Måltidet var desuden både vegansk og skabt med øje for årstiden. -Fællesspisningen var en rigtig positiv oplevelse for vores elever, som var med i hele processen fra udvikling af retten til tilberedning og servering. Arrangementet blev desuden modtaget godt af de mange fremmødte, så nu glæder vi os til at skulle idéudvikle på flere nye retter til de kommende events fortæller Mette Skydt Jensen, uddannelsesleder på Nordic Food College.
Fællesspisningen var første arrangement i en række af lignende events i samarbejde med Ung Kult og UMTO og afholdes i nærheden af EU-formandskabets værtsbyer.’
Foto fra EUC Nordvest til Her På Øen.