Her På Øen har modtaget et læserbrev fra Ib Sørensen, der skriver følgende:
Hvor er respekten for det kulturhistoriske?
Som mange andre nykøbingensere og andre på og uden for Limfjordens Perle ser jeg frem til at halvøen Ørodde får en gennemgribende modernisering. Det kan man kun støtte op om, da området har ligget forsømt i mange år.
Jeg er dog bekymret. Ikke omkring hvordan området bliver i fremtiden. Det er jeg overbevist om, bliver rigtig godt. Ikke bare for nykøbinggensere og andre morsingboere, men også for fremtidens turisme er Ørodde en lille naturperle, som kan blive et attraktivt område fra nær og fjern.
Min bekymring her går alene på, hvordan det fremover bliver muligt at finde de økonomiske midler til fremtidens vedligehold af halvøen, hvorfor jeg gerne vil have belyst, helt konkret, hvor politikerne mener, pengene skal komme fra? Ikke en pseudo-økonomisk beregning med forventelige fiktive tal, men konkrete tal og beregninger. For det vil koste at vedligeholde, det er de facto.
Tager vi et kig på anlægget (Politiskoven) er der grund til bekymring omkring fremtidens vedligehold af Ørodde. Anlægget fik efter sigende en gennemgribende renovering i 2012. Det synes jeg ærlig talt ikke, man er sluppet godt fra. Tager vi et kort historisk tilbageblik var det provst Schade, der grundlagde anlægget i 1818. Gennem de følgende årtier bredte anlægget sig mod sydøst, altså det vi i dag kender som Ørodde, hvorfor jeg ser anlægget som en del af et sammenhængende Ørodde.
Byens daværende forskønnelsesforening har haft stor indflydelse på anlæggets udvikling til det vi alle nyder godt af i dag.
Foreningen anlagde blandt andet et springvand tilbage i 1859. I 1890 kom en forbedret udgave af springvandet med en fontæne i midten. I forbindelse med springvandet blev der også lavet en drikkevandsgrotte som var udsmykket med et løvehoved. Det er de færreste fra min generation og tidligere, der ikke kan huske, hvor smukt anlægget dengang tog sig ud.
Når man ser på den såkaldte gennemgribende renovering fra 2012, kan man kun have en hovedrysten til overs. Drikkevandsgrotten er ved at brase sammen. Men den lader man forfalde. Det smukke springvand der engang var har man fyldt med jord og placeret en interimistisk bænk midt på. I øvrigt er bænken uden sammenhæng med anlæggets øvrige bænke. Længere nede i anlægget, ved søerne, har man også fjernet fontænen/springvandet.
Det må være et folkeligt krav, at springvandsbassinet og drikkevandsgrotten og fontænen der var i søerne, genetableres. Vi har alle, specielt fra politisk side et ansvar for at tage vare på vores fælles kulturarv.
Den såkaldte gennemgribende renovering vidner om manglende forståelse for områdets helt specielle kulturhistoriske værdi og betydning.
Og så er jeg tilbage til det helt centrale. Hvordan finder man pengene til fremtidens vedligehold af Ørodde når man ikke magter at vedligeholde anlægget?
Ib Sørensen
Nykøbing Mors
Modelfoto.