Walther N. Mikkelsen, tidligere medlem kommunalbestyrelsen, og kandidat for Det Konservative Folkeparti, Morsø Kommune skriver i et læserbrev til Her På Øen:
Hvad er der sket af UDVIKLING de sidste 12 år i Morsø Kommune?
Jeg sad, som det tidligere har fremgået af pressen, 12 år i Kommunalbestyrelsen – fra begyndelsen af nullerne.
Dengang var der fart på! Vi fik styr på skolestrukturen, bygget ny skole i Vejerslev, opstartet Kulturmødet, påbegyndt Morsø Multipark med bl.a. kunstgræsbane, kunstgræsbane i Vils, bygget Sparekassen Thy Arena Mors, rejst Afklaringscentret i Ø. Jølby og flere andre ting.
Men – men hvad er der egentlig sket de sidste 12 år? Tjah … man har fået nedlagt overbygningen i Øster Jølby Skole – repareret nogle huller i vejene, men det er vel også en slags udvikling?!
Måske er det bare mig, men det føles lidt, som der er kommet mere fokus på at holde møder om udvikling end på selve udviklingen. Der bliver måske plantet et træ hist og her, og det er da dejligt – men svært ellers at bruge positivt.
Det hele skal dog ikke lyde surt. Jeg er sikker på, at der er blevet gjort en masse godt arbejde – jeg kan bare ikke komme i tanke om det!!
Mors har brug for politikere, der igen vil noget, tør noget og gør noget. Vi skal bygge, skabe og tro på øen – og ikke bare snakke om, hvad vi kunne have gjort.
Den førte boligpolitik, viser sig jo også, at have slået fejl! Som den eneste kommune i Nordjylland er der tilbagegang i salget.
Det kræver handling hvis befolkningstilbagegangen skal vendes, og økonomien skal genoprettes.
Stilstand er lig med tilbage gang. – god valg til os alle.
Tidligere medlem kommunalbestyrelsen, og kandidat for Det Konservative Folkeparti
Pressefoto.























































