Her På Øen har på årets sidste dag modtaget et læserbrev fra Ulla Andersen og Britt Geisler, Nykøbing. De skriver:
Toldkammerbygningen: Sidste sang i det gamle år
Vi vil benytte lejligheden til at ønske Blaamose Destilleri og Bryggeri tillykke med handlen. Godt Nytår og til lykke til Niels Otto Skærbech.
Vi ved godt, at toldkammerbygningen ikke var dit første ønske for din nye virksomhed. Og du skal vide, at det er ikke dig personligt, eller din nye virksomhed, vi er imod. Det bliver spændende med et destilleri på Mors, som egentlig kunne være mange steder i nedlagte bygninger. Se bare Thy Whisky, som har kæmpe succes på en gård på landet.
Det er forløbet og handlen og de tilrettede nye betingelser og de manglende oplysninger og regler, vi anker over. Heriblandt ændringer af en nylig tiltrådt havneudviklingsplan, som almindelige borgere ikke forstår.
Toldbygningen er/var jo borgernes eje – og det negligeres bare – skam jer.
Hvordan kan man, i marts 2022, godkende en fremragende udviklingsplan for havnen, hvor blandt andet turistkontoret er nævnt på tegningerne, som værende i toldbygningen flere steder i planen – endda med en strålende nyhed om, at turbåden Bertha eller andre turbåde får anløbsplads foran.
OG uden ændring af planen, samt manglende meddelelse om de nye planer, opsiger man to måneder senere turistkontoret med besked om snarlig flytning, grundet ønske om salg af bygningen. Det er ganske enkelt ikke i orden.
Heldigvis var der i en investor, der i sidste øjeblik byder på bygningen og ser vigtigheden af at beholde turistkontoret på havnen, med alle de aktiviteter de har, som relaterer til havnen, samt tilgængeligheden – så buddet er for at beholde det på havnen.
MEN: Efter handlen kan man læse på KunMors (Og Her På Øen, red.):
“Hvis Jens Holmgaard Pedersen ville have overtaget toldbygningen på Havnen i Nykøbing, skulle han have budt på den i anden budrunde.
Sådan lyder det fra borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) som et svar på den oplysning, Jens Holmgaard Pedersen gav KunMors tidligere torsdag.
Erhvervsmanden, der kort før fristen på første budrunde meldte sig på banen med et bud, der skulle sikre, at toldbygningen også fremover skulle huse turistkontoret, fortalte, at hans bud i første runde var
1.375.000 kroner højere end det bud, der i anden runde blev accepteret.
– Han har ikke budt i anden budrunde. Der var kun et bud i anden budrunde, siger Hans Ejner Bertelsen og tilføjer, at begge bud i første runde blev forkastet, fordi de ikke var underbygget nok.”
OG hvorfor har han ikke budt i 2.runde?
Turistkontoret måtte ikke være i bygningen ved salget, står der i den tilrettede tekst for anden budrunde.
OG – da det var formålet, var der jo ingen grund til at byde igen.
Borgmesteren angriber også Børge Asferg for, i sit velbegrundede oplæg, ikke at være saglig i sagen, men vent nu og se hvem der har erfaring efter 22 år i den forvaltning, som vi er flere, der føler ikke lytter til borgerne.
Borgmesteren fremhæver alt det positive der er sket for Mors, hvilket vi naturligvis takker for – ladestation til Tesla – wauw – Ungehuset i Skovgade – Super (Mona Hus på Kulturvejen var jo også en mulighed, hvor de unge kunne prøve kræfter med at skabe deres helt eget hus), Harald Nyborg og McDonald’s – velkommen i udviklingens navn.
Og meget, meget mere.
Turistchefen bad om julefreden skulle sænke sig – og det gjorde den, Bente Kristensen. Men nu er det nytår og der må godt fyres en enkelt bordbombe af.
Godt nytår og held og lykke i det nye.
Og kære borgmester, når du skriver vi ikke ønsker forandring (udvikling), men kun afvikling, så tillader vi os at spørge om:
Når man afvikler et destilleri i Sillerslev med begrundelsen, at et sådant ikke hører til i en industrihavn, hvordan kan man så åbne et i Nykøbing Industrihavn? Vi forstår godt, at man på Mors, og især i Sillerslev, var skuffede over, at man afviklede i Sillerslev og udviklede i SUNDSØRE.
STØT HER PÅ ØEN SOM OGSÅ ER AKTUEL MED NYHEDER FRA VORES Ø.
GODT NYTÅR TIL JER ALLE!
Arkivfoto: Her På Øen.
Jeg er enig i det er en dårlig beslutning af kommunalbestyrelsen. Ikke mindst med tanke på de kommende års udvikling af havnen. Man ønsker at trække flere turister ned til havnemiljøet. Derfor er turistkontorets nuværende placering åbenlys. Desværre er det en saga blot
Jeg er hel enig med Ullas udlægning.
Godt gået Ulla o g Britt og alle der bakkede op