Malte Houe, der stiller op som kandidat til kommunalvalget for Venstre Mors, har sendt dette læserbrev til Her På Øen:
Jeg er ung og naiv…
Jeg er en af de yngste, der stiller op til kommunalvalget på Mors.
Mange vil måske mene, at jeg er for ung, for uerfaren eller for naiv. At jeg endnu ikke kender det politiske spil… Det er ikke helt forkert.
Jeg er ung. Jeg er mindre erfaren end mange af de andre kandidater. Og jeg er til tider naiv.
Men jeg tror, det er en styrke.
At drømme er måske det mest undervurderede politiske værktøj, der findes.
Som ung drømmer jeg. Jeg tør stille åbenlyse spørgsmål. Jeg tør insistere på, at politik ikke kun skal handle om, hvad der KAN lade sig gøre, men også om, hvad der BØR kunne lade sig gøre.
Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, hvor børn og unge er førsteprioritet. Jeg er selv vokset op i en tryg kernefamilie med forældre, der altid bakkede op. Jeg har været en del af stærke fællesskaber og følt mig set i skolen. Alle børn fortjener at blive set og hørt, uanset baggrund og sind. Og vi skal turde sætte ind tidligt, så ingen står udenfor fællesskabet.
Jeg tror på, at vores erhvervsliv er en forudsætning for vores velfærd, både nu og i fremtiden. Mit arbejde med videoproduktion for en lang række virksomheder på Mors, har givet mig et unikt indblik i den mangfoldighed, vores lokale erhvervsliv rummer. Det må vi aldrig tage for givet, men derimod understøtte og videreudvikle.
Jeg tror på, at vores store og unikke events er med til at sætte Mors på landkortet. Gennem de seneste seks år har jeg haft ansvaret for at udvikle og lede Kulturmødets ungeområde. Det har givet mig en dyb forståelse for, hvordan kulturen kan samle mennesker på tværs af alder, baggrund og interesser. For mig er kulturpolitik også bosætningspolitik, for når vi samles om oplevelser og fællesskaber, vokser både stoltheden og sammenhængskraften på Mors.
Som ung ser jeg ikke kun verden, som den er, men som den kan blive. Hvis vi alle, uanset generation, tør holde fast i den nysgerrighed og tro på fremtiden, så tror jeg faktisk, vi kan flytte mere, end vi selv tror.
For jeg er overbevist om, at Mors kan mere.
Pressefoto.