Her På Øen har modtaget nedenstående læserbrev fra kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Henrik Kristensen:
Der er ofte stille før stormen , man kan ikke blæse og ha’ mel i munden og det hele er en Storm i et glas vand .
Ordsprog og talemåder kan man bruge i mange sammenhæng – også i lokalpolitik .
Jeg bilder ikke mig selv ind at det budgetforlig jeg i september var med til at nikke ja til er uden “ofre”- tværtimod . Dog minder jeg også mig selv om at vi i en svær økonomisk situation gjorde det bedste vi kunne for at hjælpe Mors videre .
Nu er det jo (heldigvis) ikke sådan at vi som lokalpolitikere ikke bliver berørte af nedskæringer/besparelser, især ikke når det rammer dem der har allermest brug for hjælp . Jeg kan derfor afsløre at det var et hårdt budgetseminar, hvor vi alle gjorde det ypperste for at finde de nødvendige besparelser .
Derfor var jeg også enorm glad for at det var en samlet kommunalbestyrelse der kunne melde det kommende budget ud til alle morsingboerne .
Jeg var/er selvfølgelig ikke så naiv at jeg ikke vidste der ville komme kritik, og der selvfølgelig ville være delte meninger omkring budgettet . Dog gør det mig lidt trist at en af mine kollegaer mener at vi er igang med at afvikle vores skønne ø .
Det er på INGEN måder sandt, tværtimod gør vi det bedste vi har lært for at udvikle Mors .
Men da det er sjældent man ser bedst med det blinde øje, var det vores lod at træffe et valg – et valg jeg selvfølgelig vil stå på mål for .
Til slut vil jeg kaste mig ud i et emne jeg ikke har den store forstand på, men hvis man gerne vil se at ens “barn” får nogle træk man kan genkende, så er det tvingende nødvendigt at møde op til undfangelsen – det gælder også i lokalpolitik !
Venlig hilsen
Henrik Kristensen, kommunalbestyrelsesmedlem på Mors.
Pressefoto.