Her På Øen bringer her et læserbrev fra Kjeld Bak, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Morsø Kommune for Socialdemokratiet:

På foranledning af debatten om den stigende pensionsalder har jeg skrevet en lille beretning fra det virkelige liv.

Min far arbejdede til han var 67 år. Da efterlønnen blev vedtaget sagde han, ”Bare jeg havde haft den mulighed, var jeg ikke blevet slidt op.”

Denne mulighed havde jeg, selv om jeg gerne ville have fortsat lidt længere som murer. Men med 2 opslidte knæ gik jeg på efterløn, som 60 årig. Det har været en stor glæde for mig. Jeg har haft friheden til at passe på mine knæ og kroppen, friheden til at tage et hvil, når smerterne er for store. Det var ikke dovenskab!!

Men efterlønnen er der ikke mere i sin oprindelige form.

Pensionsalderen er steget. Folketinget har bestemt, at man i dag kan gå på pension, som 67 årig, hvis man er født i 1962 og for folk som er født før 1971 stiger trinvis pensionsalderen til 70 år.

Som et lille plaster på såret har man 3 muligheder for at træde ud af arbejdsmarkedet.

  • Her kan folk der har været 43 år på arbejdsmarkedet med fysisk hårdt arbejde få den såkaldte Arne pension 3 år før pensionsalderen
  • Har man under 6 år til pensionen, kan man søge seniorpension på betingelse af, at ens arbejdsevne er under 15 timer og man har været på arbejdsmarkedet i 20 – 25 år
  • Efterløn. Det muligt endnu at gå på efterløn, hvis der er indbetalt til efterlønsordningen de seneste 30 år. Men den er efterhånden ved at være udhulet.

Det både er synd og skam at udfase efterlønnen, som delvis er finansieret ved indbetaling fra lønmodtagerne.

Uanset længere levealder er der chancer for, at kroppen går i forfald. Mulighederne for at kunne forlade arbejdsmarkedet bør derfor være omkring 60 år, hvad enten man har haft et hårdt fysisk arbejde eller man har haft et hårdt psykisk arbejde. Alle skal have muligheder for et værdigt liv efter arbejdslivet. Jeg har set mange mellem 60 år 0g 70 år forlade arbejdsmarkedet total nedslidt uden at få en værdig pensionisttilværelse. Derfor er det på tide at modernisere tilbagetrækningssystemet, så det passer til mennesker og ikke til excel regnearkene.

Socialdemokratiets forslag om langsommere stigning i pensionsalderen og markante forbedringer af Arne pensionen er et godt forslag i den rigtige retning, så et ungt menneske, der starter i murerlære nu, har en garanti for at kunne trække sig tilbage lidt før pensionsalderen.

Socialdemokratiet er på lønmodtagernes side og kæmper deres sag.

Derfor gør som jeg, stem personligt på Simon Kollerup, Socialdemokratiet

Kjeld Bak.

Privatfoto-