Læserbrev fra Enhedslisten Mors’  spidskandidat, Lissy Juliane Mikkelsen, til Her På Øen:

Vi skal bygge broer – ikke mure

Vi har endelig fået en undersøgelse af Morsø Kommunes børne- og familieafdeling. Det lyder godt – men når vicekommunaldirektøren selv udvælger, hvilke sager der skal undersøges, så er det desværre som at sætte ulven til at vogte fårene. Sådan skaber man ikke tillid.

Tillid kræver åbenhed – og en uvildig undersøgelse af alle sager de sidste fem år, som man har gjort i Viborg og Odense. Det skylder vi de familier, der alt for længe er blevet svigtet af systemet. For bag tallene gemmer der sig virkelige mennesker og dybt alvorlige historier. Et barn bliver trukket ud af klassen hver dag for at blive tjekket for blå mærker, indtil barnet ikke tør komme i skole mere. Først da tør barnet fortælle forældrene, hvad der foregår.

En børnehaveleder siger direkte til et forældrepar, at der “ikke er tvivl om, at deres barn er et problembarn.” I dag er barnet ni år – udredt med ADHD og to tillægsdiagnoser. En PPR-udredning fra 2022 forsvinder i tre år nederst i en bunke – og familien må starte forfra. Et barn, der ikke længere vil leve, må vente i uger, før kommunen reagerer.

Disse familier har kæmpet sig gennem et system, der burde hjælpe – men som i stedet har skabt mere skade. Og når man som forælder oplever det, mister man troen på systemet, på kommunen – og til sidst på sig selv. Derfor gør det ekstra ondt, når politikere på Mors møder borgere med hån og afstand. Når en politiker ved et vælgermøde omtaler de borgere, der tør stille spørgsmål, som “tæskeholdet” – så er det ikke bare ufint. Det er udtryk for et menneskesyn, der splitter i stedet for at samle. I Enhedslisten tror vi på noget andet.

Vi tror på, at børn og forældre fortjener at blive mødt med tillid, respekt og empati – ikke med mistro og kontrol. Vi tror på, at man forebygger i stedet for at tvangsfjerne, og hjælper i stedet forældre fortjener at blive mødt med tillid, respekt og empati – ikke med mistro og kontrol. Vi tror på, at man forebygger i stedet for at tvangsfjerne, og hjælper i stedet for at dømme.

Vi skal ikke bygge mure mellem kommune og borgere. Vi skal bygge broer. For et trygt Mors er et sted, hvor alle mennesker bliver set, hørt og hjulpet – ikke udskammet. Hvis du også ønsker et Mors med menneskelighed, retfærdighed og ansvarlighed i centrum, så håber jeg, du vil støtte Enhedslisten.

Pressefoto.