Her På Øen bringer herunder et læserbrev af Dorthe Josefsen:

 

Dette har været i mine tanker den sidste tid. Nu får I det. Så kan I læse det eller lade være.

Jeg er bekymret. Meget bekymret.

Jeg er bekymret over den tone som der “diskuteres” i. Både på fb, i medierne og i blandt vore folkevalgte politikere.

De som kender mig ved, at jeg ikke går af vejen for en rask politisk diskution. Jeg har venner, bekendte, naboer, familie som har andre holdninger end jeg og det respektere jeg. Min politiske overbevisning er ikke hængt op på enkeltpersoner og deres gøren og laden. Den stammer fra en dyb fornemmelse af, hvad JEG synes er rigtigt og forkert. Hvordan JEG synes et samfund grundlæggende skal være. Jeg er socialdemokrat, men jeg er helt sikker på, at min ven som er liberal, min veninde som stemmer enhedslisten, de har den samme dybe fornemmelse. Vi ser bare tingene forskelligt. Mine holdninger kan være lige så gode som dine. Dine holdninger kan være lige så gode som mine.

Men vi er nødt til at at kunne diskutere/drøfte/forhandle med hinanden på et ordentligt grundlag, hvis Danmark fortsat skal være et rart sted at bo. Vi er nødt til at snakke ordentligt til hinanden, lige meget hvor forskellige vores synspunkter er.

Jeg ved godt, at det er meget nemmere at skælde ud, bruge hadske ord og håne når man ikke skal se den i øjnene man diskutere med bla her på fb. Men husk at der sidder en modtager! Når alt kommer til alt, så er vi afhængige af hinanden, røde, blå, grønne, gule eller hvilken farve vi nu kan finde på. Og det er vi fordi vi alle er mennesker. Vi er alle borgere i et af de bedste lande i verden.

Så lad os nu stå sammen i krisen og ikke drukne os i ønsket om, at finde nogen at skylde skylden på. Corona er ikke nogens skyld og det er op til os hvordan vi kommer ud på den anden side, uden at vi mister evnen til at tale ordentlig til hinanden.

Privatfoto af Dorthe Josefsen.

Her På Øen modtager gerne flere indlæg fra læserne.