Pia Storm, medlem af kommunalbestyrelsen på Mors og kandidat til det kommende valg for Socialdemokratiet, skriver følgende i et læserbrev til Her På Øen:
Husk de pårørende!
Vi har i Morsø kommune en ambition om, at vi vil være Danmarks mest demensvenlige kommune. En ambition, som vi allerede er godt på vej med. Vi har i den sidste periode åbnet et helt nyt plejecenter og fået flere demenspladser samtidig med, at vi har givet et løft til de rammer, som vi tilbyder. På sidelinjen står de pårørende. Og her er det nødvendigt at få set på et tilbud, så vi i større grad kan tilbyde aflastning. Prognoserne viser, at der vil blive flere med en demenssygdom i fremtiden. I dag løfter familien en stor opgave, mange vælger at passe en ægtefælle med begyndende alzheimers- eller demenssygdom så længe som muligt i de kendte rammer i hjemmet.
Da der i de kommende år bliver et større behov for både indsatser og tilbud om aflastning, bør vi have fokus på, om vi har pladser nok og om vi rent faktisk opfylder de pårørendes behov for at kunne oprette et socialt liv med god samvittighed. Det er vigtigt at anerkender den indsats de pårørende yder og sørge for at give plads til, at fx den raske ægtefælle bliver aflastet i tilstrækkelig grad så han eller hun kan have et aktivt og socialt liv, og bibeholde livsglæde og livskvalitet.
Pia Storm
Pressefoto.