Frans Mattesen, medlem af Enhedslisten Morsø, har sendt nedenstående læserbrev til Her På Øen:

Genvejsfærger koster ikke en herregård –
9 kommuner bruger i alt små 30 mio. kr.

Måske tror både borgere og kommunerne at det er helt uoverkommeligt at få genvejsfærgerne på Finansloven. Men faktisk er udgiften for staten meget begrænset.

 

Hvis man dykker ned i, hvad de såkaldte genvejsfærger koster i kommunal drift, er det faktisk forbavsende billigt. De 6 færgeruter, som jeg vil karakterisere som ‘rigtige genvejsfærger’, får i årlig drifttilskud samlet næsten 30 mio. kr. Det viser kommunernes regnskaber og budgetter. Det er billigt for seks færgeruter, som er med til at binde landet sammen.

I Limfjorden har vi fire af genvejsfærgerne. To styk i hver sin ende af fjorden: Thyborøn-Agger og Hals-Egense. Og endelig de to inde i selve fjorden: Hvalpsund-Sundsøre og Feggesund.

Udover dem, er der et par andre færgeruter, som jeg vil mene er ‘rigtige’ kommunale genvejsruter: henover Randers Fjord og Hardeshøj-Ballebro (Jylland til Als).

 

Udgifterne til de enkelte færgeruter er i runde tal:
– Hals-Egense 3 mio. kr.
– Hvalpsund-Sundsøre 4,5 mio. kr.
– Feggesund 6,2 mio. kr.
– Thyborøn-Agger 6,9 mio. kr.
– Randers Fjord 4,1 mio. kr.
– Hardeshøj-Ballebro 3,5 mio. kr.

Det giver de små 30 mio. kr. Kommunerne står i dag helt alene med udgiften til driften af disse af genvejsfærger.

Udgifterne til de seks ruter bliver dækket af 9 kommuner: Lemvig, Thisted, Morsø, Skive, Vesthimmerland, Aalborg, Randers, Norddjurs og Sønderborg. Normalvis skal kommunerne selv finde en tredjedel af finasieringen til Ø-færger.

Kommunerne har dårlig økonomi og stramme budgetter. Derfor er det på tide, at der sker en økonomisk ligestilling af Ø-færger og genvejsfærger. Hvis det realiseres, vil det derfor betyde et statsligt tilskud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på omkring 20 mio. kr., forudsat altså at kommunerne selv finder den sidste trejdedel på omkring 10 mio. kr. Det skulle ikke være et problem.

Det er afgørende, at kommunerne ikke griber til lette, kortsigtede ‘løsninger’ som at toppes om finansieringen. Der er i stedet brug for sammenhold og at lægge presset derhen, hvor det hører hjemme: på regeringen – for at få færgerne på Finansloven!

Et Danmark i balance? Ja, tak!

Frans Mattesen.