Her På Øen har modtaget følgende læserbrev fra Per Mortensen, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti til kommunalvalget på Mors til november.

Kære Meiner Nørgaard, 

Tak for dit svar angående forurening ved stranden ved Sundby, som du fastslår ikke er olie, men en bøvs fra fjorden – banalt fortalt – forstås det.

Først og fremmest, så skal der lyde stor ros til Kommunen og Teknik- og Miljøudvalget for at undersøgte sagen allerede i efteråret.

Jeg har dog sammen med vinterbadere igen været på besøg på stranden, og der er en oliebræmme på vandet ud fra udløbet fra den gamle NCC-grund. Fruen som har hænderne nede i det sorte snask, påpeger at det lugter af olie.

Det sorte snask, der blev taget billede af, er ikke i vandet, hvor jeg kan forstå på dig, at Kommunen har taget prøver, men på stranden ved udløbet. Jeg undres derfor over, at Keld Kortegård synes at dit svar er fyldestgørende!

Og, jeg kan oplyse fra de badende, at de får en film på sig som ikke er til at vaske væk.

Jeg undres over hvorfor der kun er taget prøver i vandet?

Ud fra mine undersøgelser, er den gamle NCC-grund privat, og selv om jeg gerne ville, må man ikke selv tage prøver fra privat grund. Det må Kommunen dog godt, hvis der er begrundet mistanke.

At du henviser til at loven er forældet, forstår jeg derfor ikke for det her konkret tilfælde, for det gælder ikke for jordprøver med begrundet mistanke på Mors, hvor Kommunen har både hjemmel og ansvar over at iværksætte undersøgelser, hvis der er mistanke om miljømæssige problemer i henhold til Jordforureningsloven §50 og §51.

Kommunen har ligeledes pligt til at føre tilsyn med virksomheder der kan forurene jord eller vand. Virksomheder med høj risiko for forurening, fx jord-deponier, genbrugsanlæg eller forurenende produktionsvirksomheder, skal kontrolleres hyppigere.

12 tilsynsbesøg på et år som du oplyser at I har foretaget, når vi også har haft sagen fra Køge, virker derfor som forsvindende lidt!

Jeg vil derfor på baggrund af de badendes historie, opfordre Kommunen til at tager flere prøver af stranden hvor det sorte snask er, samt brønde og afløb hvor vand kommer ud fra den tidligere NCC-grund, eftersom at der er konstateret en oliebræmme på vandet.

Derforuden vil jeg gerne spørge; Hvor forurenet er den gamle NCC-grund? Og er det fornuftig af den nye ejer at der bliver kørt (let) forurenet jord ovenpå, som jeg har fået oplyst af lokale fagfolk på Mors?

Vi, i Dansk Folkeparti vil gerne bidrage til at Morsø kommune bliver foregangskommune på dette vigtige område for at sikre vores miljø på land og i Limfjorden, hvor Limfjorden jo desværre nu, er særdeles udfordret på liv!

Med venlig hilsen

Spidskandidat for Dansk Folkeparti

Per Mortensen

Foto: Her På Øen.