Nordmors Erhvervsudviklingsselskab ApS har sendt Her På Øen nedenstående læserbrev:
Afvikling eller udvikling? – Feggesund Færge er mere end en udgift
Debatten om Feggesund Færges fremtid rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Ønsker vi afvikling eller udvikling i vores landdistrikter?
Allerede i 2023 stillede Nordmors Erhvervsudviklingsselskab ApS dette spørgsmål, da sejltiderne blev reduceret, og billetpriserne sat op. Dengang var frygten, at politiske beslutninger ville føre til færre brugere – og tre år senere kan vi konstatere, at antallet af passagerer faktisk er faldet. Ja, vi ved godt, at andre faktorer spiller ind, herunder ændrede transportvaner og elbiler.
Men udviklingen bør give anledning til eftertanke. Nu står vi igen i en alvorlig situation.
Thisted Kommune truer med helt at trække sig ud af færgeselskabet – på trods af, at kommunen selv har bestilt en rapport, som dokumenterer Feggesund Færges nytteværdi.
Samtidig udtaler borgmesteren midt i debatten, at Morsø Kommune har større interesse i forbindelsen end Thisted Kommune. Det skaber usikkerhed og undren.
Handler det reelt kun om økonomi – eller handler det om manglende vilje til at tænke landdistriktsudvikling i et bredere samfundsperspektiv, på begge sider af sundet? Eller er der tale om en politisk prioritering, hvor forbindelsen ved Nessund foretrækkes, fordi den i højere grad gavner Thy – eksempelvis med øget trafik til Doverodde og Statens Kunstmuseum? Feggesund Færge er ikke en lokal særinteresse.
Den er en vigtig del af infrastrukturen for både Thy og Mors. Det påpeges også af Frank Koldgaard, formand for støtteforeningen Hannæs-Østerild, der repræsenterer otte beboerforeninger. Færgen transporterer ikke kun personbiler, men også pendlere, turister, gods og landbrugsmaskiner. Den benyttes desuden i forbindelse med ambulancekørsel og andre udrykningskøretøjer – her bør responstid og beredskab tages alvorligt. En lukning vil samtidig betyde øget belastning af Vildsundbroen, som er opført i 1939, samt vejene i Thisted by og omfartsvejen.
Ved tidligere uheld og reparationer på broen har Feggesund Færge vist sin store værdi som fleksibelt alternativ.
I en tid, hvor infrastrukturen udbygges mange steder for at følge med samfundets udvikling, virker det paradoksalt at tale om at lukke en velfungerende og samfundskritisk færgeforbindelse.
Nordmors Erhvervsudviklingsselskab ApS opfordrer derfor kraftigt til, at Thisted Kommune besinder sig og fortsat tager ansvar som en del af færgeselskabet.
Feggesund Færge er en gevinst – ikke kun for Mors men også for Thy og for sammenhængskraften i hele området.
Mvh. Nordmors Erhvervsudviklingsselskab ApS ved Martin Vester







































