Fem Venstrekandidater til kommunalvalget på Mors har sendt Her På Øen nedenstående læserbrev:
Lad os løfte de unge, ikke skubbe dem væk
På Mors har vi mange gode og sunde ungefællesskaber i foreningslivet, ungdomsskolen og i
ungehuset i Skovgade.
Men vi må også erkende, at der er unge, vi ikke helt når. Unge, som ikke trives i de
traditionelle fællesskaber, og som har brug for en anden form for støtte og adgang til
fællesskab.
Vi oplever, at debatten om unge ofte bliver hård og unuanceret. Når der sker hærværk eller
uro, ender det hurtigt på sociale medier, og skylden placeres hos de unge og deres forældre.
I stedet for at pege fingre skal vi som lokalsamfund tage ansvar og skabe muligheder.
Ungdomsuddannelserne gør et stort arbejde for at skabe gode miljøer i skoletiden, det viser
trivselsmålingerne.
Men hvordan sikrer vi, at fællesskaberne også lever videre i den sene eftermiddag og aften?
Vi skal turde være ambitiøse på de unges vegne. Hjælpe dem med at se og opleve værdien
af fællesskabets sammenhængskraft. Mange unge ønsker en tættere og mere struktureret
hjælp til at blive en del af fællesskaber, både de eksisterende og nye.
Derfor vil vi arbejde for:
- Pop-up gademedarbejdere, der møder de unge i øjenhøjde og bygger relationer.
- Trygge hænge-ud-steder, fx ved strand eller i bynære områder med bænke, lys og
mulighed for samvær, skabt i dialog med de unge.
- Flere åbne fællesskaber, hvor unge kan tage ejerskab og føle sig velkomne, fx gennem
pop-up projekter med midler til egne arrangementer.
Ungdom handler om at prøve, fejle og lære, ikke om at blive dømt.
Vi tror på, at dialog, tillid og nærvær virker.
På Mors skal vi favne hele ungemiljøet, også dem der står på kanten
Lasse K. Larsen, Jonas Lundgren Korsgaard, Malte Houe, Tina Hosbond og Malene Søndergaard Nyby.

















































