Her På Øen har modtaget et læserbrev fra Lene Poulsen, Nykøbing, som skriver følgende:

 

Kommuneplan vedr. Ørodde bliver dags dato vedtaget af et flertal fra V og DF

En nylig oprettet fb gruppe (Bevar Øreodde som naturområde) viser med al tydelighed, at Ørodde i Nykøbing ikke ønskes ændret med at udstykke 50% af området til byggegrunde.

At have et fantastisk naturområde i byområde er unikt – ikke engang vores nærmeste nabokommune Thisted kan byde på dette.

Vi skal være stolte af, at alle morsingboer og turister har mulighed for at  kunne komme ud og få alle sanser stimuleret ved Ørodde –  bare nyde, lade op, løbe, gåture, tage på picnic, sætte sig på et tæppe eller en bænk,  eller sammen med børn, børnebørn udforske og undersøge insektlivet , haletudser og frøer – måske endda være heldig at se råvildtet eller harer mellem træerne – masser af mulighed for at tumle og lege,  enten på plænerne, mellem træerne eller på legepladsen.

Området har fantastiske muligheder for at udvikle på naturens, biodiversitetens præmisser – jeg ved, at der er masser af kreative ideer, som vil tage det hensyn natur, miljø, dyreliv har brug for og ret til og samtidig være plads til, at alle morsingboer kan nyde at komme i hele området ved Ørodde, som er et fantastisk rekreativt område.

At bevare og i respekt og nænsomhed udvikle området kan medvirke til at gøre det endnu mere attraktivt at bosætte sig på Mors.

Lad os løse det i fællesskab.

 

Lene Poulsen 

(Redigeret pressefoto, HPØ)