I Region Nordjylland har hospitalerne nu det lægefaglige behandlingsansvar i 72 timer efter udskrivelse af borgere, der er tilknyttet midlertidige døgnpladser. Det sker for at skabe en bedre overgang mellem patienternes hospitalsindlæggelser og det videre forløb i den kommunale- eller private sygepleje. I efteråret bliver yderligere to patientgrupper koblet på ordningen.
En tværfaglig hjælp
Når en patient bliver udskrevet fra hospitalet, kan der opstå spørgsmål eller forværring i dagene efter udskrivelsen. Der kan for eksempel være brug for at justere patientens medicin eller lave opfølgende undersøgelser.
Fremover har den afdeling, som patienten bliver udskrevet fra, det lægefaglige behandlingsansvar i 72 timer efter udskrivelse. Det betyder, at blandt andre sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kan kontakte den pågældende afdeling døgnet rundt for at få sundhedsfaglig rådgivning om patienten.
– Det skaber en øget tryghed både for patienten og sundhedspersonalet, at de læger, som kender sygdomshistorikken og behandlingen, fortsat er inde over patientens forløb efter udskrivelse. Det handler om, at borgerne skal have den bedst mulige pleje og behandling, og den opgave løfter vi bedst i fællesskab, siger Pia Buus Pinstrup (K), regionsrådsmedlem og formand for Udvalg for Det Nære Sundsvæsen.








































