Af Dorit Glintborg
I går formiddag modtog beboerne på 10 ældrecentre fordelt på Mors, Glyngøre, Durup og Roslev en sød hilsen i anledning af påsken.
Lions Club Salling/Mors synes nemlig, det er på sin plads at tænke på de ældre og ensomme i en tid, hvor beboerne på plejehjem hverken kan modtage besøg eller selv tage på besøg.
- Derfor har hvert plejehjem modtaget en kurv med mundgodt til at forsøde tilværelsen for en stund. Kurvene er købt hos forskellige lokale forretninger, og indholdet er derfor ikke ens, fortæller Kirsten Øvig fra Lions Club Salling/Mors.
Hun forsikrer, at alle forholdsregler var taget under afleveringen af kurvene til de enkelte plejehjem, og at Lions ikke har været i kontakt med beboerne.
På billedet ses lederen af Rolstruplund i Nykøbing, Gerda Tybirk med Lions’ lækkerier til fordeling blandt beboerne i de fire huse.
Foto: Lions Club Salling/Mors.








































