Ikke mange har kendskab til Nordjysk Lånefond. Det samme var gældende for Imone Simonsen, indehaver af TruckTime ApS, som på et møde hos Morsø Erhvervsråd blev gjort opmærksom på, at denne mulighed også eksisterer. Det har resulteret i, at bestyrelsen for Nordjysk Lånefond har bevilliget et Iværksætterlån til virksomheden på 243.000 kr. Pengene skal bruges til udvikling af en app, som optimerer det administrative arbejde i vognmandsbranchen, fortæller Morsø Erhvervsråd i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Idéen kommer fra indehaver Imone Simonsen. Som tidligere kørselsdisponent hos en vognmand blev Imone Simonsen opmærksom på, at kommunikationen mellem vognmand og chauffører ofte er usikker og langsom. Hun besluttede derfor at springe ud som iværksætter for at udvikle et nyt kommunikationsværktøj, som på en let og overskuelig måde kan sende opgaver ud til chaufførerne og oplysninger om tidsforbrug, leveret varer, billeder af følgesedler og lignende retur til vognmanden.

Teknisk skal der udvikles en app, som knyttes til en hjemmeside. I første omgang udvikles appen alene til brug for entreprenørkørsel, senere er det målet at udvide til andre brancheområder også.

Hos Morsø Erhvervsråd møder man ofte iværksættere, som sidder med samme udfordring.  Det brede kendskab til mulighederne, bringes derfor altid i spil når iværksættere kommer ind til møder hos Erhvervsrådet.

Lene Sejbjerg fra Erhvervsrådet formidlede kontakten til Nordjysk Lånefond, som resulterede i et bevilliget iværksætterlån til virksomheden på 243.000 kr.

– Jeg glæder mig til at komme i gang med udviklingen og jeg er sikker på at min app vil blive efterspurgt hos vognmændene, siger Imone Simonsen i pressemeddelelsen fra Morsø Erhvervsråd.