Af Dorit N. Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
Region Nordjylland har i samarbejde med Morsø Kommune udnævnt Nordmors til et af de 11 Kulturpunkter i Nordjylland.
Nordmors Erhvervsudvikling, Nordmors Friskole og Nordmors Beboerforening er gået sammen om at lave et Kunst- og kultur-arrangement på Ejerslev Havn. Det vil finde sted den 1.maj.
- Vi har valgt at samle alle interesserede foreninger, kunstnere og kulturfolk fra Sundby i vest til Dråby i øst og op til Feggeklit i nord, fortæller Anette Stagstrup, Nordmors Beboerforening og Erhvervsudvikling, i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Der vil være mange aktiviteter på dagen.
I kulturteltet vil der være en scene, hvor der bliver holdt taler af både regionen og kommunen, ligesom der bliver koncerter af Naturfriskolen og Nordmorskoret.
Desuden vil der blive folkedans og kunstudstillinger i teltet.
I markedsteltet holder Nordmors Beboerforening sit årlige store kreativitets- og kræmmermarked.
I foreningsteltet udstiller alle aktive foreninger.
I Moler-udstillingen vil Stenklubben udstille og fortælle om.UNESCO verdensarvsansøgningen. Og museet vil lave naturvandringer.
I lagunen kan man prøve vandsport og i bålhytten holder Morsø Naturskole til.
· Der vil hele dagen være aktiviteter for børn: skattejagt, LEGO, sæbekassebil osv.
Samme dag holder Café Den Blå Lagune sit 10-års jubilæum.
Hele dagen igennem vil der være gratis smagsprøver, og mulighed for køb af lækker mad, fortæller Anette Stagstrup til Her På Øen.
Arkivfoto fra marked på Nordmors i 2024: Her På Øen.











































