–        Samtalen om kunst og kultur har aldrig været vigtigere. Med årets program favner vi både den folkelige del af vores publikum med stærke kulturelle oplevelser på Mors samtidig med, at vi tager samtalen om de store spørgsmål, der optager kulturlivet lige nu og inviterer andre brancher med om bordet, siger direktør for kulturmødet Trine Bang i en pressemeddelelse til Her På Øen i forbindelse med dagens offentliggørelse af årets program.

 

Digitalt samtaleprogram med 25 stærke debatter 

Kunsten og kulturen er det fundament vi står på, de fællesskaber, vi indgår i og den kraft, der kan sparke os i nye retninger. Alle er helt afgørende for vores samfund og for udviklingen af den fremtid, vi ønsker at skabe. Kulturmødets stærke DNA er netop samtalerne, hvor aktuelle temaer, udfordringer og tendenser i det danske kunst- og kulturliv diskuteres på tværs af brancher og politiske områder. Blandt årets temaer er genstart af kunst- og kulturlivet, kommuners rolle i kulturpolitikken, fremtidens medielandskab og kunstens potentiale i en bæredygtig fremtid.

 

Programmet bliver streamet live på kulturmødets hjemmeside fra Folkescenen på Mors og fra to studier i København. Værterne for årets debatter er Clement Kjærsgaard, Ane Cortzen, Anja Bro, Adam Holm, Christiane Vejlø, Ronnie Hansen og Christian Have. Kulturminister Joy Mogensen åbner programmet torsdag 19. august.

 

Genstart af kulturlivet

–        Vi står i en genåbning af Danmark. Men hvordan går det med det danske kulturliv, som var blandt det første, der blev ramt af COVID-restriktionerne i foråret 2020? Hvad er betingelserne for kulturens genopretning efter krisen? Hvilken rolle skal kulturen spille i fremtidens velfærdssamfund? Det er nogle af de store spørgsmål, som naturligt fylder meget i årets program, siger Trine Bang.

 

Techgiganterne og fremtidens medielandskab

Medierne og techgiganternes magt fylder mere og mere, og det er derfor også et område, som har stor betydning for kulturlivet. Men hvordan kommer det til at påvirke kulturen? Vær med, når en lang række danske kultur- og mediepersonligheder debatterer, hvordan fremtidens medielandskab vil se ud i 2030.

 

Kunstoplevelser på Mors

Kulturmødet er også værter for et program med mere end 40 udvalgte kunstoplevelser på Mors. Programmet byder blandt andet på forfattersalon med Jesper Wung-Sung, litteraturkoncert med Leonora Christina Skov, kongelige balletdansere, flamencostjerner feat. Rasmus Dissing, landbordsmiddag med lyd af musiker Marie Højlund, jazz-vandringer, kortfilmsfavoritter, Who Killed Bambi med Katinka, fællessang med VEGA-band og meget mere. Det hele rundes af søndag aften med en koncert med The Savage Rose.

 

Samarbejde

Kulturmødet 2021 er skabt i samarbejde med Morsø Kommune, Region Nordjylland, Kulturministeriet, DM, Dansk Industri, Instituttet for Fremtidsforskning, KL, Det Nordjyske Mediehus, KulturKANten, Kulturmetropolen, Kulturregion Fyn, Region Midt, Kunst og kultur i balance, Billedkunstnernes Forbund, Dansk Kulturinstitut, Arkitektforeningen, FOKUS – Forum for kunst og kultur i skolen og Kulturprinsen, Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstiutioner, Dansk Live, Organisationen Danske Museer, Dansk Teater og Danmarks Biblioteksforening.

 

KULTURMØDET

Kulturmødet Mors 2021 udkommer med to programmer. Et digitalt samtaleprogram, der tager temperaturen på aktuelle temaer i kulturdebatten, og et kunstprogram med en perlerække af oplevelser på Mors.

Det sker fra 19. til 22. august.

 

Pressefoto af kulturmødets direktør: Ulrik Jantzen.