Af Dorit N. Glintborg
Klumme
Æ kukmand er kommet.
Så kommer sommeren snart.
Den børnelærdom er jeg vokset op med, og jeg har altid forbundet gøgens kukken som noget helt specielt.
Forleden nat kneb det med søvnen, og set i bakspejlet, så heldigvis for det.
Det gav mig nemlig den oplevelse at høre kukmanden varsle sommerens komme.
Optagelsen, du kan høre på det lille videoklip, er lavet ud fra et åbentstående vindue klokken 03.34 natten mellem den 28. og 29. maj.
Den nat var jeg glad for at være vågen, og for at have ørerne med mig.
Jeg var vidne til et helt fantastisk kor af hundredvis af fuglestemmer, som lod til at komme alle vegne fra.
Prøv lige at slå ørerne ud, og rigtigt tage de utroligt mange stemmer ind. Er det ikke fantastisk?
Og efter lidt tid, så var der noget andet, langt væk i baggrunden.
- ”Kuk-kuk, kuk-kuk, kuk-kuk”…
Jeg hørte kukmanden!
At den ifølge sagnet varsler sommerens komme, må siges at virke meget troværdigt, når den kukker to nætter inden den 1. juni, årets første sommermåned.
Det er min mor, der har lært mig, at kukmanden kommer med sommer. Der er i min verden noget romantisk over lyden, ligesom der i øvrigt er over hele maj måned.
Kukmanden hedder vel oprindeligt gøgen, og det er ikke en fugl, man ser ret meget – vi hører den kun.
Min oplevelse forleden nat gjorde mig nysgerrig efter at vide mere om gøgen.
Uanset, hvor meget jeg vred min hjerne, dukkede der ikke rigtig nogen lærdom om gøgen fra biologitimerne op i hukommelsen.
Om jeg har haft ørerne slået fra, mens læreren har fortalt om gøgen, er der selvfølgelig en mulighed for.
I hvert fald føltes det for mig som ny viden, da jeg den nat satte mig til at læse diverse litteratur om gøgen.
Jeg blev både fascineret, chokeret og tryllebundet af den sælsomme fugls adfærd.
Gøgen udser sig andre fugles færdigbyggede rede med eller uden æg, og når fuglen forlader reden for en stund, flyver gøgen ned i reden og lægger sine æg. De eventuelt oprindelige æg skubbes ud af reden eller ædes.
Herefter udruger plejeforældrene gøgens æg.
Det kan være spurvefugle af forskellig slags.
Og de udruger helt intetanende en fremmed fugls æg, for gøgen har specialiseret sig til at kunne lægge æg, der ligner æggene fra den plejefamilie, den udser sig.
Når gøgeungen er udklækket, vokser den sig hurtigt meget større end sine plejeforældre, som dog trofast henter føde til den store unge.
Skulle et enkelt af spurvens egne æg være sluppet afsted med også at blive udruget, vil gøgeungen hurtigt æde den, eller skubbe den ud af reden, så den kan få al maden.
Umiddelbart lyder det vældig usympatisk, at gøgen på den måde snylter på andre fugle, men flere biologer i den litteratur, jeg fandt om emnet, fortæller, at det hverken er ondskab eller dovenskab, der forårsager adfærden.
Det er simpel nødvendighed.
Gøgen lever nemlig hovedsageligt af behårede sommerfuglelarver, som ville være giftige for deres unger, når de skulle made dem. Derfor er de nødt til at få andre fugle til at udruge deres æg.
Inden gøgeungerne i de fremmede fugles reder er begyndt at flyve, forlader de voksne kukkere Danmark, og flyver imod Afrika igen. Gøgen er nemlig en trækfugl.
Når gøgeungerne er voksne, må de selv finde ud af vejen til Afrika, så nogen blid start på livet, kan man ikke kalde det.
De små fugle i Danmark har en temmelig forståelig grund til ikke at være særligt glade for den kukkende gøg.
Naturen er underfundig og fascinerende og fantastisk, og uanset den grimhed, der til tider kan synes at herske i den, så er det naturens orden.
Og grimheden i menneskenes verden kan vist overgå gøgens adfærd tusindfold.
Summa summarum – gøgen er kommet til øen, og den kommer med sommer.
Billedet herover er fra Woodbird, og det er svært, ikke at trække på smilebåndet af det.
Man kan ligefrem mærke den lille plejeforælders overraskelse over, hvor stor, dens unge bliver, og der er samtidig noget rørende over den store/lille gøgeunges vidtåbne fødetiggende næb.
På det store billede herunder ses Her På Øens eget billede af en lokal Dronningebusk, der står på spring til kukmandens lovede sommer.
God weekend.
(Klummen er udtryk for skribentens egne oplevelser og indtryk, og står ikke til ansvar for andet end skribentens egen personlige holdning. Det vil sige, at andre kan have andre erfaringer, minder eller sagn om kukmanden, uden at det påvirker ordlyden i klummen.)
