Chris Dahl fra Frøslev er klar til at stille op for Venstre til kommunalvalget på Mors.

Chris Dahl er 31 år, og lever sammen med Anne-Krestine og parrets tre børn.

Han  er ansat ved Arbejdsmarked og Borgerservice i Struer Kommune, hvor han også tidligere har været konsulent på skole og dagtilbudsområdet.

I fritiden skriver han bøger, har udgivet to krimier, der foregår på Mors, og er i øjeblikket i gang med sin tredje krimi. Derudover nyder han at tilbringe tid med familien, hvor de ofte ynder at besøge de mange flotte steder på Mors.

Fritiden bruges også på bestyrelsesarbejde, hvor han lige nu sidder i borgerforeningen Frøslev & Omegn og Udviklingsselskabet Midtmors, der ejer Børnehaven Majgaardens bygninger.

Han ser gerne, at der er flere repræsentanter for børnefamilierne i kommunalbestyrelsen, nogen der kan være med til at definere og kvalificere vores børn og unges rammer i dagtilbud, skole og fritidstilbud. Det er vigtigt for ham, at der er kommunalbestyrelsesmedlemmer, der kender børnefamiliernes hverdag, så der allerede i drøftelsen af politiske beslutninger, kan komme relevante synspunkter ind i en sagsbehandling.

Herudover interesserer han sig for den udvikling der er af lokalområderne på Mors, hvor der i flere landsbyer ses et stort engagement og sammenhold omkring mindre eller større projekter, der er til gavn for både byernes beboere og dem, der kommer på besøg. Han siger: ”Vi er selv flittige gæster i Smedebjerge, hvor Vils har skabt et helt fantastisk aktivitetsområde i børnehøjde. I Frøslev ser vi også et stort engagement i udviklingen af vort lokalområde, noget der både kræver ildsjæle og engagement fra lokalområdet, men i høj grad også forudsætningerne for at skabe udvikling fra kommunens side.”
Og han fortsætter: ”Jeg synes det er vigtigt at man i kommunalbestyrelsen arbejder synligt på at understøtte de lokalområder der ønsker udvikling, så alle lokalområder har noget at byde på, både for nuværende og kommende beboere.
”Hvis vi skal sikre gode muligheder for vores erhvervsliv og dets udvikling, skal vi også gerne skabe attraktive muligheder for bosætning, så vi kan tiltrække flere indbyggere til vores skønne ø.”

Foto: Anders Kobberø